Den nye ledelse på Nørrebro Teater har virkelig gjort alvor af deres bestræbelser på at give Nørrebro Teater en ny profil.
Dristigt har man kastet sig ud i radikale nytolkninger af eksistentielle værker begyndende med Emil Rostrups særegne udgave af ”Prometheus”. Forestillingen fik ualmindeligt blandede anmeldelser, men Politikens yngste anmelder gav som den eneste topkarakter, og da Politiken tilmed har flere repræsentanter i Foreningen Danske Teaterjournalister, gik Teaterkatten for årets iscenesættelse også den vej til stor forbløffelse for mange.
Den nye forestillingens titel KATARSIS betyder renselse, men måske måske snarere have heddet Vølven, for iscenesætter Anja Behrens tager i al fald udgangspunkt i ”Vølvens spådom”. Anja Behrens vil intet mindre end vække Vølven til live igen, og har både hidkaldt en hypnotisør til at fortrylle tre udvalgte publikummer og vokalensemblet Glas. Sidstnævnte agerer underbevidsthed og åndelig guide for forestillingens to hovedrolleskuespillere (Signe Egholm og Patrick Baurichter) via bulgarske korsatser.
Ligesom i dagens anden premiereforestilling (”Når vi døde vågner” på Husets Teater) bliver ler og udfordringen af kropskulturens smalle grænser en del af forestillingens fysik, og scenografen Christian Albrechtsen har da også skabt et lille svømmebassin, hvori to velvoksne nøgne mennesker lærer hinanden lidt bedre at kende.
Signe Egholm Olsen leder et fælleskor i håb om at vække vølven til live, men hun får også en trist solosang, der heller ikke synes at klare opgaven. I al fald udebliver Vølven, da hun noget overraskende vinder Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket udløser en opsang fra Signe Egholm Olsen, som kun hun kan gøre det.
Patrick Baurichter har mindre at rive i trods en lignende hovedrolle, men forsøger sig med udbrændte vittigheder i et grotesk cirkus-kostume, mens Signe Egholm Olsen udråber sin galde.
Men måske genopstår Vølven alligevel? Spørgsmålet er blot, om hun vedbliver med at være frugtbar eller om hun kun går rundt med et skelet inden i sin gravide mave?
Vi forlader i al fald Nørrebro Teater forundret og mystificeret over denne fragmentariske forestilling, der bl.a. byder på lejrbål, men som alligevel aldrig flammer op og fænger os. Et lille omdelt armbånd har ellers forpligtet publikum til engagement, men man kan vel næppe udelukke, at der er nogen bag denne rodebutik af en forestilling, som har glemt at få deres armbånd på?
(Michael Søby)
