Husets Teater får den stærkest tænkelige afslutning på deres mytologiske teatertrilogi “Furier” ved at sætte fokus på KASSANDRA, der sædvanligvis spiller en birolle i andres dramaer.
Måske er det derfor, at der er opsparet et gevaldigt raseri både i hendes sjæl og krop. Marie Bjørns kraftfulde tekst synes ikke blot at være født af Kassandras personlige lidelser, men i lige så høj grad af århundreder af kvindelig smerte foranlediget af mandlige overgreb.
Det kræver unægteligt en skuespillerinde af et helt særligt format at kunne forløse begge dele på en lille time, men det formår Benedikte Hansen i et storslået teatercomeback på Husets Teater.
Som et vildt dyr vandrer hun omkring på scenen, mens nogle uhyre flotte billedprojektioner stiller skarpt på hendes ansigt og krop. Livets gru har sat sit præg, og dog står hun flot og rank som en ukuelig dronning iført en virkelig smuk sørgedragt, der minder os om hendes evige sorg.
Anja Behrens formår således at lade Furier-trilogien kulminerer i denne sidste del, så vi indser, at der skal altså mere end et klap i numsen til, før man kan påkalde sig den store lidelse. Ved at sætte kvindeundertrykkelse i historisk perspektiv får Anja Behrens gjort op med vor tids klynker, og hun understreger vigtigheden i at handle, når der skal handles, og man skal råbe højt, når der vel at mærke er grund til at råbe.
(Michael Søby)
