KAMMERBALLETTEN: THE FEMALE GAZE

★★★★☆☆

For sjette gang byder Kammerballetten velkommen til en original blanding af ballet og kammermusik, og det kunstneriske niveau er sædvanligvis højt. I år præsenteres vi for små værker af fire internationale anerkendte koreografer. Et ambitiøst og på flere måder vellykket initiativ.

THE GUESTS udspiller sig i et rum domineret af et meget levende gulvtæppe. Her bor en mand og en kvinde, og måske en mere, som vi bare ikke kan få øje på lige med det samme. Stemningen mellem manden og kvinden skifter konstant, for selv nærheden mellem dem bliver hurtig kedsommelig, når de hele tiden befinder sig på samme sted. Først da den usynlige bliver synlig, forrykker styrkeforholdet sig tilsyneladende, og måske er der en forandring på vej?

Etta Rothschilds koreografi er fuld af humor, men desværre har THE GUESTS også en del replikker, der forstyrrer vores oplevelse af Franz Schuberts musik, og det er en forbrydelse, når den spilles så smukt af Alexander McKenzie og Jacob La Cour.

Ella Rothschild viser selv evner som dramatisk danser i rollen som den umiddelbart usynlige karakter. Doug Letheren har en næsten Buster Keatonsk ynde som manden, der ikke forstår det liv, han er en del af. Største indtryk gør dog den karismatiske Nazareth Panadero, der i en pragtfuld blå kjole fremstår som en djævelsk Fellinisk diva.

Koreografen Samantha Lynch lader en grøn lænestol med matchende skammel være det fysiske udgangspunkt for udviklingen i et omskifteligt far-datter forhold. Nyligt Reumert-belønnede Sebastian Pico Haynes og Stephanie Chen finder begge smukke udtryk for flygtige øjeblikke af ømhed og empati. Desværre har Samantha Lynch valgt Arvo Pärts kønne men klichétunge “Spiegel im Spiegel” som gennemgående musik, hvilket gør hendes værk RASCAL unødvendigt banalt, hvor smukt danset, det end er.

Liam Redhead får med Esther Lee Wilkinsom I COULD’VE BEEN GREEN… sin hidtil bedste chance for at vise alsidigheden i sit dansetalent til musik af Jan Johansson, Gaspar Claus, Linnea Olsson og Philip Glass. Især sidstnævnte fungerer godt som balletmusik, men også Liam Redhead skal sige en masse ord undervejs – og ikke alle lige interessante, og det skader helhedsindtrykket af værket på trods af den velfungerende ekspressive koreografi, der er udviklet i samtale med Liam Redhead.

Musikken til dette værk såvel som til det afsluttende ELEPHANT bliver spillet af den fortræffelige Trio Vitruvi , der udover pianisten Alexander McKenzie og violinisten Niklas Walentin tæller cellisten Jacob La Cour.

Til toner af Peteris Vasks, Mirel Wagner og Dag Rosenquist danser koreografen Emma Porter sin egen meget personlige ballet i tæt samarbejde med Toon Lobach. Porter blev i 2023 diagnosticeret med en kronisk lidelse, der gør at en lille vindstød eller et skarpt lys kan føles som lyn under huden.

ELEPHANT er et forsøg på at skabe dans uden smerte. Med blottede overkroppe skaber hun og den lysende talentfulde Toon Lobach en sanselig og søgende ballet, der betager og bevæger. ELEPHANT bliver da også kulminationen på en uegal, men aldrig uinteressant aften på Takkelloftet i Operaen.

(Michael Søby)