For ottende gang byder Kammerballetten på en sublim kombination af klassisk musik og moderne dans med den formidable pianist og komponist Alexander McKenzie som kunstnerisk leder.
Niveauet er sædvanligvis højt, og faktisk var det kun i 2024, at man oplevede svagheder i form af for mange ord, der forstyrrede musikken. Men i år har KAMMERBALLETTEN 2025 formået at lokke to af verdens førende koreografer til at forene kræfter på Operaens Takkelloft, og sammen når Sol León & Paul Lightfoot nye højder støttet af fire kvindelige og fem mandlige danser – alle exceptionelle.
Forestillingen begynder i Takkelloftets foyer med udsigt over havnen. Danserne på det nærmeste svæver forbi os på skift som ”PARTICLES til tonerne fra ”Island Songs VI”, der drager os ind i salen. Her finder vi Roger Van der Poel, den ene af de ni dansere, der viser sig også at være en fortræffelig sanger.
Herefter følger SAMENKOMEN koreograferet til Bach-musik med mere af Paul Lightfoot og danset med en udsøgt præcision og elegance på alle poster.
1. akt rundes af med en ny version af Lightfoots SUFFER LITTLE CHILDREN. Et værk, der blev præsenteret på Takkelloftet som en del af Kammerballetten 2023, men som næsten fremstår skarpere og smukkere med det nye hold (dedikeret til balletentusiasten Philip Maury, der har gjort en betydelig indsats for at samle penge ind til Ukraines børn via diverse velgørende arrangementer på Det Kongelige Teater).
Efter pausen forkæles vi med et af Sol Leóns hovedværker, SERENDIPIA (der bl.a. har musik af Max Richter, her i en særudgave skabt specielt til Kammerballettens dansere og musikere.
Så følger to fortryllende indslag, der begge hylder den legendariske cubanske sanger Antonio Machín: Paul Lightfoots DEBILIDAD og Sol Leóns TODA UNA VIDA rummer både passion og humor, og giver danserne lov mulighed for at vise deres alsidighed. Den muskuløse franske danser Auguste Palayer og den høje ranglede Christopher Gerty fra Canada imponerer med deres vittige akrobatiske kunnen, Mikaela Kelly og Sebastian Pico Haynes emmer af kontrolleret lidenskab, Olga Smirnova og Keren Leiman udviser sans for det groteske, og både Chloe Albaret og den unge Toon Lobach præsenterer os for et væld af originale detaljer i deres passionerede dans.
Aftenens flotte finale, Léon og Lightfoots GLASS, giver de blændende musikere – Alexander McKenzie, Jacob la Cour, Emma Baird og Andreas Bernitt – mulighed for at forgylde Philip Glass’ Etude no. 2 arrangeret af McKenzie i perfekt symbiose med de ni dansere.
Kammerballetten har glædet sit publikum hvert år, men næppe nogensinde så meget som med KAMMERBALLETTEN 2025: STAY TUNED. Her er vi meget tæt på den totale triumf, fordi hele holdet synes at være på samme bølgelængde, hvilket har frigjort en nænsomhed og en nysgerrighed, der har fået modet og kreativiteten til at folde sig ud på ganske overvældende vis. Gå ikke glip af denne ganske forrygende danseforestilling.
(Michael Søby)


