Armonico Tributo ****
Selvportræt *****
Live On Tape ***
Kammerballetten er på relativt få år blevet et forbillede for mange andre dansekompagnier, fordi Kammerballettens forestillinger altid rummer en kunstnerisk nysgerrighed i mødet mellem den klassiske barokmusik og den moderne dans.
Tobias Praetorius’ koreografi til ”Armonico Tributo” afspejler ikke blot en forståelse af musikkens struktur, men også en evne til at omsætte den til bevægelige scenebilleder. De musikalske motiver gentages nærmest insisterende, mens danserne skaber et levende mønster på scenen. En smuk symbiose mellem fortid og nutid til musik af George Muffat og Heinrich I. F. Biber, og formfuldendt formidlet af Concerto Copenhagen under ledelse af Emmanuel Frankenberg.
Den køligt elegante Tomoka Kawazoe og den mere emotionelle Grace Curry supplerede hinanden godt på dansegulvet. Herrernes forskellighed var også til at få øje på: Nico Janssen lyste af ungdom og Vitor de Menezes emmede af sydlandsk charme, mens Meirambek Nazargozhayevs tekniske mesterskab bliver tydeligere ved hver ny danseudfordring, og Liam Redheads livfuldhed fremstår som en gave til enhver forestilling.
Gensynet med Paul Lightfoots ”Selvportræt” fra 2021 var overvældende. Det personlige engagement i dette passionerede trekantsdrama tvivler man aldrig på. En gnistrende Sebastian Pico Haynes og en karismatisk Roger Van Der Poel fangede vores blikke med deres blottede overkroppe, men i sidste ende stjal Maria Kochchetkova vores opmærksomhed, når hun trissede omkring de to mænd i en prægtig kjole med fyldigt skørt. Alexander McKenzie har vel næppe nogensinde komponeret finere musik med plads til både de store følelser og de små øjeblikke, som når Maria Kochchetkova – nu uden strutskørt – tillidsfuldt læner sit hoved ind mod Sebastian Pico Haynes.
Maria Kochchetkova viser en hel anden og mere moderne side af sit dansetalent i aftenens tredje og sidste ballet, Sebastian Kloborgs ”Live On Tape”. Værket bryder radikalt med den generelle opfattelse af begrebet ”kammerballet”. Skuespilleren Simon Kongsted indgår i dansen med forbløffende lethed, og danseren Alban Lendorf atter viser, hvor nemt, han har det, med at spille skuespil. Bedst af alle er dog operasangeren Nicholas Tamagna, hvis blide røst står i stærk kontrast til hans maskuline fremtoning. ”Live On Tape” savner dog fokus, og bevæger sig usikkert mellem morskab og alvor. Men indslaget er et spændende forsøg på at gå nye veje, og et klart bevis på Kammerballettens vedvarende kunstneriske nysgerrighed.
(Michael Søby)
