Sofía Otero var kun 8 år, da hun indspillede KALD MIG LUCIA (“20.000 especies de abejas”), men ikke desto mindre gør den lille pige et stort indtryk som Aitor, der ikke føler sig tilpas ved at blive kaldt Coco og foretrækker navnet Lucia.
Hendes lille familie har også nogle finansielle udfordringer og forældrene skændes, mens Aitor prøver at finde ud af sin sande kønsidentitet. Men det er først, da hendes mor tager hende med ud til en gamle tante, der bestyrer bistader i de baskiske bjerge, at Aitor får ro til at finde sig selv.
Estibaliz Urresola Solaguren debuterer overbevisende med denne sanselige og stemningsmættede beretning om et lille barns kønslige kvaler, så man slet ikke kan undgå at blive bevæget.
Sofía Oteros præstation er ikke en af disse Hollywood-agtige opvisninger, men derimod et stilfærdigt næsten indadvendt spil, der viser os barnets indre søgen i håb om at forstå, hvorfor hun føler sig anderledes.
Men også Patricia López Arnaiz som Aitors mor og Ane Gabarain som hendes forstående tante Lourdes gør indtryk, i takt med at de udvikler forståelse for, hvordan de bedst kan håndtere den udvikling, som Aitor gennemgår.
KALD MIG LUCIA afspejler på diskret vis. hvor meget vi stadig har at lære i forhold til kønsidentitet, fo det er som om, at vi først nu for alvor er begyndt at lytte.
