Isabella Eklöfs KALAK ligner ikke nogen anden film om Grønland.
Filmen åbner med en meget ligefrem scene, hvor vi ser den unge Jan blive misbrugt af sin far i København, og vi forstår, hvorfor han har behov for at flygte væk fra denne virkelighed.
Han havner i Grønland, hvor de fleste kvinder tilsyneladende gerne vil i seng med ham. Muligvis også på grund af kedsomhed, men der kommer alligevel altid følelser i klemme, og det er svært, når man som Jan både har kone og familie. Jan arbejder også som sygeplejer og denne lette adgang til diverse former for stimulanser bliver efterhånden svær at styre.
Kim Leines anmelderroste selvbiografiske roman danner et godt grundlag for filmen. Emil Johnsen tegner et meget vegt portræt af Jan, så man faktisk godt forstår, hvorfor Jan er ved at drive alle til vanvid inklusiv sig selv.
Asta August spiller han viv med imponerende selvbeherskelse og Anders Mossling er ligeså frygtindgydende, som han er morsom i rollen som den skrupelløse læge, der også bare kæmper for sin egen overlevelse. Men også de grønlandske skuespillerinder Connie Kristoffersen, Vigga Tukula og Berda Larsen gør stærkt indtryk som tre meget forskellige grønlandske kvinder.
KALAK har nogle smukke billeder fra Grønland, men der er på ingen måde tale om en idyllisering af Grønland. Tværtimod formår Isabella Eklöf at stille skarpt på en række problemer på Grønland, ikke mindst dem der kommer fra København.
KALAK bliver næppe en film, der falder i alles smag, men som et bidrag til den store historie om Grønland har den afgjort en værdi, og kunne sagtens være oplæg til en selvransagelse – både på Grønland og i København. F.eks. på Christiansborg.
