K.R.O.P.

★★★★☆☆

For tyve år siden tog Tammi Øst initiativ til et møde med to andre dygtige og velsyngende kolleger Louise Mieritz og Trine Dyrholm. Det blev flere møder og en række skæve og skøre sange, der mundede ud i en teaterkoncert. En co-produktion mellem Grønnegårds Teatret og Bellevue Teatret med premiere på Bellevue Teatret i vinteren 2006.

20 år senere kan man opleve mange af de samme sange i nogle få koncerter på Nørrebro Teater. Fraværet af Martin Tulinius’ storslåede scenebilleder gør, at sangene i højere grad må stå på egne ben denne gang – for nu at bruge et kropsligt udtryk. Men det ejendommelige er, at sangene faktisk får mere krop på denne måde – der er intet, der stjæler vores opmærksomhed fra disse sange, der ikke bare tager udgangspunkt i forskellige kropsdele, men også stritter i mange forskellige retninger.

Fælles synes dog at være en akut eller vedvarende følelse af manglende selvværd. Efter en skilsmisse eller et endt forhold, hvor man bare er kommet til at sige ”jeg elsker dig” for tidligt. Efter alkoholmisbrug, der har udløst sorte huller i bevidstheden og på grund af kalveknæ eller en hel ny garderobe, som man ikke selv har haft indflydelse på.

Når teksterne virker bedre i dag, kan man heller ikke udelukke, at det også er fordi, at enkelte af de mandlige tilhørere måske er blevet bedre til at lytte til kvinder? Men sikkert er det, at trioen Tammi Øst, Louise Mieritz og Trine Dyrholm med tiden har fået endnu mere dramatisk tyngde.

Derfor bliver K.R.O.P.  i 2026-version alligevel en slags teaterkoncert – f.eks. når Tammi Øst åbner op for alle sine ”Følelser”, eller når de tre kvinder på fanden-i-voldsk vis synger ”Op i røven”, hvor der stadig er plads til mere.

De fortræffelige musikere Emil de Waal og Gustaf Ljunggren bistår ligesom for 20 år siden de tre gæve kvinder hele vejen, men Tammi Øst, Louise Mieritz og Trine Dyrholm kan sandelig også spille på instrumenter, og den alsidige instrumentering, der kendetegner denne originale  (teater-)koncert, omfatter da også både blokfløjte og sav.

Den uprætentiøse forestilling ”K.R.O.P.”  er en vemodig og men også meget morsom forestilling om at være i og vedstå sig sin krop trods livskriser. K.R.O.P. løser nok ikke alle vores problemer, men man forlader dog forestillingen nynnende en af de mange ørevenlige melodier og fast besluttet på at udskyde diverse livskriser. Op i røven med dem…

(Michael Søby)