MIN KUSINE ER PRINSESSE I SAMOA ★★★★☆☆
af Emilie Langkilde
Illustreret af Emil Landgreen
Forlaget Alvilda
Danmarks yngste romanforfatter hedder Emilie Langkilde og hun påbegyndte sin første roman, da hun kun var 12 år gammel.
Emilie har både familie i Danmark og på Samoa jvnf. bogens dedikation samt de afsluttende taksigelser, og hun ved tydeligvis noget om det, hun skriver om. På 230 letlæste sider hører vi om Emilies møde med sin kusine Solomarie, der tager hende med på et vild eventyr i Samoa.
MIN KUSINE ER PRINSESSE I SAMOA er en bog med god energi og vil givet glæde mange småpiger på alder med den unge romandebutant.
(Michael Søby)
ROKKEARM ★★★☆☆☆
af Tine Kej
Illustreret af Martin Jørgensen
Forlaget Alvilda
Anton Ulgård er en gæv gut, som føler sig lidt anderledes. For hvor andre 8-årige har eller har haft rokketænder, så har Anton en rokkearm. Det synes Anton er underligt, men heldigvis kan Moster fortælle ham, at han slet ikke er den eneste, der har prøvet det i deres familie.
Anton bliver hele tiden drillet af en stor dreng, der hedder Tue. Da Antons arm falder af, snupper Tue den og stikker en finger fra Antons arm op i sin næse. Det kommer til et opgør mellem Anton og Tue, men da Moster pludselig dukker op, flygter Tue.
ROKKEARM forekommer til tider for grov i tonen og for rå i handlingen til, at man har lyst til udsætte familiens mindste for den slags, men lidt større knægte vil muligvis finde den spøjs.
(Michael Søby)
I AM A HERO ★★★★★☆
af
Kengo Hanasawa
Forlaget Fahrenheit og Faraos Cigarer
Er du 15 år eller ældre og glad for horror/thrillers eller manga-tegneserier/japansk kultur, så er Kengo Hanasawas 3-binds-tegneserie I AM A HERO muligvis noget for dig?
Tre æstetisk lækre bøger (primært holdt i sort/hvid), der har bibeholdt et japansk islæt i oversættelsen, og skal læses bagfra – som i Japan.
I første bind møder vi den 35-årige Hideo Suzuki, der er assistent for en manga-kunstner. Hideo flygter fra hverdagen ind i fantasiens verden, og snart bliver det svært at adskille fantasi og virkelighed.
I 2. bind må Hideo erkende, at hans kæreste Tekko er blevet en slags zombie, alt imens at Tokyo står i flammer.
I 3. og sidste bind er Hideos virkelighed på det nærmeste gået i opløsning. Er verden ved at gå under, eller er der håb forude?
I AM A HERO er en udfordrende og overvældende tegneserie-oplevelse ulig nogen anden på det danske mainstream-marked p.t.
(Michael Søby)