JULEFEBER

★★★★☆☆

TV-julekalenderen “Julefeber” blev et gevaldigt hit hos både børn og voksne. Da dele af serien udspillede sig i Det Kongelige Teaters regi, hvad var så mere naturligt end at lave en børneballet med titlen “Dansefeber” til Det Kongelige Teater baseret på TV-serien.

Seriens forfatter Mette Eike Neerlin skrev manuskiptet i samarbejde med forestillingens koreograf og iscenesætter, Tobias Praetorius, og det kom der en sød og sanselig balletforestilling ud af.

Nu har Aarhus Teater brugt julekalenderen som grundlag for en juleforestilling af Natasha Arthy og Rune Schjøtt-Wieth med Mette Eike Neerlin som medforfatter. Dramatisering har Julie Petrine Glargaard stået for, og selvom dansehistorien stadig står i centrum, er dansen det desværre ikke.

Emil Busk Jensen er en meget voksen Bjørn, men vi bliver aldrig rigtig overbevist om, at han faktisk kan danse, selv når han har den magiske nissehue på. Mere troværdig på dansegulvet er den fuldvoksne Mette Klakstein i rollen som pigen Frede.

Det er dog de søde små dansepiger fra Ballet Akademiet i Aarhus, der for alvor fortryller med dansemagi, og denne eftermiddag bemærker man blandt andre Kamma Møllgaard Braads smittende danseglæde.

Mille West Rasmussen, der deler rollen som den lille Gro med Sara Guld, har både charme og talent, og vi får et dejligt gensyn med Jannie Faurschou som mormor Rigmor. Anne Plauborg er en forbløffende voldelig julemand – hvorfor? – og Anders Baggesen viser, hvorfor han stadig er Aarhus Teaters mest brugbare karakterskuespiller i rollen som den moralsk tvivlsomme balletmester.

Line Paulsen har iscenesat, ikke upåklageligt for det roder tit på scenen. Men det store egern gør lykke, og når sneen falder, mens vi alle synger eller danser med til sangen “Julefeber” (af Nanna Øland Fabricius og Jesper Mechlenburg) lister julestemningen alligevel ind i hjerterne.

(Michael Søby)