Det måtte jo komme – en musical med musik af Roxette. Initiativet stammer fra danskeren Michael Bojesen, der for syv år siden som daværende chef for Malmø Opera tog kontakt til Per Gessle, det eneste nulevende medlem af den berømte popduo. Begge herrer var til stede d. 6/10 2024, da forestillingen havde verdenspremiere på Malmø Operas største scene.
Handlingen i den nye musical er baseret på Jane Fallons succesroman “Got You Back” – med originalmanuskript af Klas Abrahamsson og manuskript af Guy Unsworth. To kvinder viser sig at dele den samme mand, og sammen beslutter de sig for at give ham en lærestreg – eller flere…
Forbilledet synes til dels at være Abba-musicalen “Mamma Mia!”, og historien forekommer da også næsten lige så utroværdig. Dertil kommer, at tiden har været ret hård ved Per Gessles musik og ikke mindst teksterne i forhold til Bjørn Ulvaeus’ og Benny Andersson sange, der i højere grad opleves som tidløse. Roxettes musik synes i højere grad glemt i en tidslomme, men det udnytter Guy Unsworth ganske fikst i sin 80’er-nostalgiske iscenesættelse. Torbjörn Bergströms kostumer og frisurer understreger dette, hvilket især kommer Sanna Martin til gode i en festlig birolle som den selvbevidste stjerne Meredith alias Ophealia Beaver!
Joakim Hallin dirigerer Malmö Operaorkester med den helt rette energi, og det velsyngende ensemble formår også at løfte opgaven – dynamisk assisteret af koreografen Miles Hoare.
Jessica Marberger og Marsha Songcome har både spillemæssigt og sangligt ære af forestillingen om de to rivalinder, der bliver veninder. Som den stadig mere ulykkelige mand i midten nyder man Alexander Lycke. Nævnes bør også Sara Stjernfeldt som datteren, der har svært ved at tilgive sin elskede svigefulde far. Som faderen til forestillingens overraskende sympatiske skurk yder Jan Modin forestillingens fineste præstation, men også Patrik Martinsson får meget ud af rollen som pressefotografen Michael.
David Woodheads raffinerede show-scenografi rummer mange visuelle muligheder og udnytter de fleste. JOYRIDE ligner i den grad en succes, selvom der er huller i manuskriptet. Helt fatalt når bruden til sidst afbryder vielsen for at synge “It must have been love, but it’s over now”, hvorefter brylluppet tilsyneladende går videre i nogle minutter, mens den anden kvinde overtager sangen!
Men er man villig til at overse den slags, og tage til takke med et flot show og et næsten timer langt musikalsk tilbageblik, så bør man joine the JOYRIDE.
(Michael Søby)
