Det internationalt orienterede danske dansekompagni Next Zone gæster Aveny-T med en forrygende dobbeltforestilling, hvis største fejl ligger i, at den burde have haft navnet 4 HORSEMEN & JOYOUS. For det gør det meget svært for de fire dansende dommedagsryttere, der skal formidle Sygdom, Død, Krig og Hungersnød, lige efter at vi har set den sprudlende og livsbekræftende JOYOUS.
Jordi Oliveira og Pierre Alexandra Paul, Julliet Tellier og Takeo Ishii danser dog fire kraftfulde soli, der er skarpe som et samuraisværd og især Julliet Tellier og Takeo Ishii lukker op for en personlig passion, der gør indtryk.
Ligeså præcis og uforsonlig som Lene Boels koreografi fremstår til 4 HORSEMAN, lige så legende let og imødekommende forekommer JOYOUS.
Julliet Tellier og Takeo Ishii, der her bl.a. excellerer i magisk dukkedans, har denne gang fået selskab på scenen af Micael Anigbe og Habid Bardou, der kaster sig ud i en forrygende pardans, hvor deres fysiske kontraster udnyttes fikst. Mens den store og mest erfarne prøver at danse solo, bliver han konstant antastet fysisk af den lille unge fyr, der gerne både vil lege med ham og lære af ham. Til sidst må den store giver efter for den lille, og selvom de også individuelt er forrygende dansere, så bliver deres fællesdans et højdepunkt i forestillingen.
Også den karismatiske Oussama El Yousfi får lejlighed til at vise, at også han er en danser på internationalt niveau, når han smider sig selv rundt på gulvet til Rex Casswells elektroniske musik. Ligesom de øvrige iklædt barnligt farvepjattede pyjamasbukser og flatterende badet i Jesper Kongshaugs sublime lys.
JOYOUS & 4 HORSEMEN blev en af de mest løfterige danseoplevelser i denne sæson og en påmindelse om, at den moderne dans fortsat er i rivende udvikling. Lene Boels koreografi finder tilsyneladende nye muligheder i dansernes kroppe og de formår at vride sig i næsten umenneskelige postiturer samtidig med at de bevæger sig i et til tider ganske afsindigt tempo.
Next Zone formår i denne forestilling at vise os et tæt forbundet ensemble, men giver ligeledes plads til at belyse hver dansers individuelle styrke. Det er ikke nogen ubetydelig bedrift.
(Michael Søby)
