Dirigenten Mikkel Rønnow hitter i øjeblikket med ”Chess” i København, som hans selskab Mikkel Rønnow Musicals har produceret i samarbejde Det Ny Teater. Nu har han også andel i JORDENS SØJLER produceret af Jysk Musikteater med Rønnow som musikalsk supervisor og arrangør i et samarbejde mellem Mikkel Rønnow Musicals og Toca Records.
JORDENS SØJLER er en musical baseret på Ken Folletts massive succesroman, og havde verdenspremiere på Østre Gasværk i 2016. Bogen er dramatiseret af trekløveret Svanekier, Aagaard og Høg med Sune Svanekier som ansvarlig for dialogen, Lasse Aagaard som komponist og Thomas Høg som sangtekst-forfatter.
På Østre Gasværk blev vi præsenteret for en gennemkomponeret musical, hvor alt blev sunget, hvilket gav nogle huller eller uklarheder i handlingen i en ellers imponerende flot produktion.
Manuskriptet er i mellemtiden blevet forbedret, men stiller samtidig flere krav til de medvirkendes evner til at håndtere dialog. Det er dog ikke alle, der mestrer den kunst på Jysk Musikteaters store scene i Silkeborg ved premieren.
Mest tryg er man ved Lars Mølsted som Prior Philip. Han har en vokal myndighed og en scenisk integritet, der i denne sammenhæng er velgørende, og vi havde gerne hørt ham synge mere i 1. akt. Johannes Johansen og Ellen Fjord har bestemt også deres øjeblikke rent vokalt som Jack og Aliena, men skal passe på, at følelserne ikke kammer over, så dramaet bliver til melodrama og sang bliver til skrig.
Handlingen udspiller sig i England, hvor kongelige, biskopper og jarler kæmper om magten – med de mange fattige som middelaldertidens største tabere.
Kapelmester Henrik Svenning har godt styr på sit velspillende orkester og David Whites orkestrering giver musikken det rette middelalderlige præg uden at svigte kravene til moderne musicalmusik. Christian Bergs vokale arrangementer bliver ligeledes en sejr for hele ensemblet på Jysk Musikteater.
Jens Frausings pompøse scenografi kommer først til sin ret i sidste scene, men en fin lyssætning bidrager til at intensivere dramaet undervejs. Iscenesætter Mads M. Nielsen tegner sig for endnu en succes – men fejlfri er opsætningen ikke helt trods de manuskriptmæssige forbedringer.
(Michael Søby)

