Med det nye kongepar på plads i kongelogen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene kongeloge er man klar til premiere på iscenesætter Heinrich Christensens syrede version af Ludvig Holbergs klassiske JEPPE PÅ BJERGET. Det bliver dog hurtigt klart, at aftenens forestilling først og fremmest er et uhæmmet One Man-show med den begavede satiriker Frederik Cilius, kendt fra radioen som seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og fra TV-serien “Orkestret”.
Da Frederik Cilius sidst gæstede Det Kongelige Teater i et rigeligt fortænkt forsøg på at opdatere folkekomedien “Ebberød Bank”, fik resultatet en blandet modtagelse i Skuespilhuset, men denne gang går det heldigvis bedre.
Heinrich Christensen giver os en ordentlig dosis moderne metateater, hvor Frederik Cilius ikke nøjes med at spille Jeppe, men også erobrer forestillingens prolog og epilog. Derved får man ikke bare en distance til Ludvig Holbergs tekst, som i denne version anskues som værende udemokratisk, men også en selvpromovering af … Frederik Cilius.
Forestillingens scoop er dog at lade Frederik Cilius spille rollen som Jeppe på sit modersmål sønderjysk, som hverken hans karske viv Nille (vrissent fremstillet af Patricia Schumann) eller dele af publikum forstår til fulde. Frederik Cilius er på flere måder en glimrende Jeppe, men de mange illusionsbrud undervejs virker også irriterende. Når der f.eks. refereres til glansrollen som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, virker der bare campet og kikset.
Heinrich Christensen lader ham os udlevere Jeppes smukke afskedsscene, som Ole Thestrup spillede så rørende på Det Danske Teater, at tårerne trillede blandt publikum. Frederik Cilius kan heldigvis kunsten at fremkalde lattertårer, men det er ikke som Jeppe, men på bekostning af Jeppe.
Forestillingens øvrige medvirkende må også betale prisen for dette Cilius One Man-show, som i sine bedste øjeblikke får os til at se Jeppe, og den verden han levede i, med nye øjne, der reflekterer vores egen samtid. Baronen og hans folk udgør en ensartet lyserød masse, som en boomer som Jeppe slet ikke kan forholde sig til. Indtil han bliver fuld – og alkoholens grimme kæft tager over.
Christian Albrechtsens scenografi fanger forskellene – også farvemæssigt – i det klassedelte samfund med Simon Mathews baron som omvandrende hofdessert. Youssef Wayne Hvidtfeldt har heldigvis nok vittige momenter bl.a. som Erik Lakaj til, at vi aner et komisk talent, der endnu aldrig har fået sin fulde udfoldelse på en scene, og Zaki Nobel er heller ikke ueffen som Jacob Skomager.
Stephanie Nguyen og Casper Kjær Jensen morer først i sidste del af en grotesk duel fra den fiktive retssag om Jeppes skæbne. Ordudvekslingerne foregår på vidt forskellige sprog og med overraskende musikalske indslag fra bl.a. musicalen “Wicked”. Morten Grove Frandsen repræsenterer med sin smukke stilsikre stemme overklassens musikalske smag, når han vel at mærke får lov til at synge for den stadig mere berusede og brovtende Jeppe i baronens seng.
JEPPE PÅ BJERGET anno 2025 prøver både at være og ikke være Jeppe, indtil der er en bag scenen, der beder Frederik Cilius om at holde kæft. Men da har han også leveret en langvarig intelligent kraftpræstation – både som Jeppe og sig selv. Og vi har har fået en “Jeppe på bjerget”, som afspejler vores nutid. For som Jeppe siger i forsvar for sine handlinger i og udenfor Baronens seng: “Det var en anden tid”.
(Michael Søby)
