Sebastian Cordes bliver kontaktet af sangerinden Jenny Rossander (bedre kendt som Lydmor), der ønsker, at han skal filme hende i arbejdet med et nyt album og hendes delvis selvbiografiske roman ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen”.
Men så forelsker de sig, og hele konceptet bag filmen begynder at ændre sig – på godt og ondt. Man mærker, hvordan hun i interviewsekvenser flirter med ham, så det grænser til manipulation, og han synes så forelsket, at hans kritiske sans i passager tilsyneladende er sat ud af kraft.
Hendes skrøbelighed – forudsaget af et tidligere forhold – er synlig, og vi fornemmer, hvordan hun følte sig fornedret ved at være den anden kvinde i et forhold med en kendt mand. Hun føler, at hun er blevet tildelt rollen som ”elskerinden”, og fralægger sig derved et personligt ansvar for, hvad der videre skete.
Vi får en vis respekt for Lydmor som kunstner, og ikke kun som sangerinde, men hendes personlige integritet forekommer mere anløben, når hun skriver om en kendt gift mand, som hun i længere tid har haft et forhold til.
Sebastian Cordes kommer måske også for tæt på til helt at kunne bevare hele sin kunstneriske integritet – og om det i sidste ende skader mere end det gavner, må være op til publikum at vurdere.
JENNY – ET PORTRÆT AF LYDMOR bliver således en slags spejlbillede af en selverklæret selvoptaget kunstner, der ikke nødvendigvis kan sige sig fri for at benytte nogle af de samme mekanismer, som hendes ex-mand benyttede sig af i relationen til den daværende hemmelige elskerinde.
