Jenle i Roslev er i den grad et besøg værd. Ikke alene er det her, at man kan komme på rundvisning i Jeppe Aakjærs vidunderlige kunstnerhjem i selskab med en dygtig guide, men det er også her, at man finder et velresearchet forfattermuseum, hvor man kan få perspektiveret sin viden om Jeppe Aakjær.
Men lige nu kan man også opleve JENLES STEMMER, en ganske enestående forestilling produceret af Grummes Teater på initiativ af Kristian Grumme, der også medvirker i rollen som Jeppe Aakjærs søn.
Simone Isabel Nørgaard finder en noget nær fuldendt balance mellem tonen i Jeppe Aakjærs forfatterskab og sin egen klare dramatiske stemme. I Sonja Oppenhagens dybtfølte og lydhøre iscenesættelse vækkes Jeppe Aakjær og hans nærmeste på magisk vis til live, mens vi besøger centrale steder på og omkring Jenle.
Ghita Nørbys righoldige stemme anslår på smukkeste vis de kulturelle rigdomme, der blev født på Jenle. På gårdspladsen møder vi en herlig Helle Dolleris, der i rollen som gæv kogekone har travlt med at forberede aftenens fest på Jenle. Her får vi både indsigt i festlighedernes karakter, men også Aakjærs sociale bevidsthed, der tydeligvis også kom de ansatte til gode.
Herefter vandrer vi ned til en lille mølle, mens vi nyder den overdådige udsigt udover vandet og skoven. I møllen, der på Jeppes tid fungerede som charmerende gæste-annex, finder vi Aakjærs kollega, Thøger Larsen, der på Jeppe Aakjærs opfordring skrev sangen ”Danmark nu blunder den lyse nat” til en Jenlefest i 1914. Kristian Halken spiller med intelligent lune Thøger Larsen, der sympatiserede med mange af Aakjærs politiske budskaber, men ikke dem alle.
I træernes skygge ikke langt fra en statue af sin far finder man Jeppe Aakjærs søn Esben alias Kristian Grumme. Sønnens eventyrlyst bragte ham til USA, men et kærlighedsforhold med tragisk udgang kom til at præge sønnen resten af livet. Fra at være militærnægter endte han med at melde sig frivilligt. Men båndene til Jenle vedblev med at være stærke – også efter faderens død.
I udkanten af skoven med udsigt til Jenle (der betyder ”alene”) står en flot rank kvinde (spillet med format af Kirsten Olesen). Marie Bregendahl havde allerede en kæreste, da hun mødte Jeppe Aakjær, men kærestens klynkende breve kunne ikke stå mål med Jeppe Aakjærs åndfulde skriverier. Han inspirerede hende til selv at skrive og hun gav ham hans navn og en søn ved navn Svend. Marie Bregendahl blev en selvstændig forfatterstemme med blik for kvindens fortvivlende livsvilkår og et socialt engagement, som hun delte med Jeppe Aakjær selv efter forholdet var gået i stykket.
I 1907 flyttede Nanna Aakjær ind på Jenle. Man sagde om dem, at Jeppe satte ord på deres verden og Nanna gav den form. Hendes baggrund som respekteret kunsthåndværker prægede møblerne og hjemmets øvrige udsmykning, og hun havde hendes eget billedskærerværksted på Jenle. Jeppe og Nanna fik sammen børnene Solveig og Esben. Camilla Bendix har næppe nogensinde været bedre end som den seje og elskelige Nanna, der ved Jeppes sidder og pulser på en cerut, mens hun arbejder med sine hænder.
I haven ved Jenle møder vi endelig Jeppe Aakjær i Preben Kristensens forunderlige fremstilling. Vi mærker både poeten og politikeren i hans fremtoning, men også – og ikke mindst kærligheden til Nanna – og til Jenle.
En fornem afslutning på en fortryllende halvanden times sjælerejse omkring Jenle, hvor Jeppe Aakjærs ånd stadig lever i bedste velgående. Et grumme godt teatermirakel.
(Michael Søby)
