Musicalteatret kan fejre 20-års jubilæum, og det gør de med en både festlig og flot ny musicalopsætning baseret på en god ide. Rasmus Mansachs har både skrevet og iscenesat jubilæumsforestillingen JEG TROR DET KALDES KÆRLIGHED – THE MUSICAL, og denne gang er det sangene fra Børnenes MGP, der ligger til grund for værket.
Man kan umiddelbart mene, at nogle af teksterne virker så banale, at de måske ville passe bedre ind i en børneforestilling, men ser man de sange, der dyster i voksen-grand prix’et, så er der altså også lettere infantile sange at finde. Men det er godt set af Mansachs, at der er nok af ørevenlige sange i Børnenes MGP til en hel musical, og de har ofte nogle energiske melodier, der passer perfekt til det ungdommelige hold på scenen.
Selve grundhistorien – en klasse-genforening – forekommer ikke særligt inspirerende, men det opvejes af Mansachs sans for sjove replikker og en vital iscenesættelse af det velfungerende ensemble. Ikke mindst koreografien, som Anne-Catherine Albæk og Frederikke Dencker Rasmussen kan tage æren for, udnytter fikst de medvirkendes talenter – lige der hvor de er lige nu.
Publikum kan næsten ikke lade være med at synge med på ”Kickflipper”, ”Arabiens drøm” og ”Du er ikke som de andre pi’r”, som alle er velsignet med en farverig scenografi, der har Rasmus Mansachs som ansvarlig for design/videografik, mens Peter Boffy Winding er manden bag scenegrafikken. Læg dertil Sebastian Brinck Nielsens morsomme kostumer, og du har en prægtig ramme for en underholdende musikforestilling.
Det velspillende musicalorkester under ledelse af Lars Rahbek Andresen sørger også for, at ingen kan sidde stille under hele forestillingen, fordi de sanselige danserytmer tilsyneladende smitter.
I år kan samtlige mænd og kvinder på scenen noget – og selvom ingen kan alt, er de alle godt placeret i forestillingen, så ingen falder igennem. Der løftes desuden i flok – og det er måske også det allervigtigste, man kan lære de unge mennesker både foran og bagved scenen. Dermed har Musicalteatret også for alvor vist sit værd.
(Michael Søby)
