Teatervirksomheden “Det første bogstav” debuterer med overbevisning med forestillingen JEG HEDDER JOOP, der gæstespiller på Zebu – Amagers førende børneteater. Bag projektet står Marc van der Velden, forestillingens dramatiker og instruktør, der fra start viser både viljen til og evner for at skabe børneteater med indhold.
JEG HEDDER JOOP er resultatet af en lang række interviews med det tidligere krigsbarn Joop Vos, og fortæller en stilfærdigt rørende beretning om at blive fjernet fra sit hjem og deporteret til en kz-lejr – uden at vide hvor længe og med et minimum af mad og elementære livsfornødenheder. Men Joop overlever, og kommer til Danmark for at få det bedre, og det bliver et ophold han med taknemmelighed husker resten af livet.
Bo Stendell Larsen, der brød igennem på BaggårdTeatret for over et halvt århundrede siden, står alene på scenen. Rank og med en mildhed i blik såvel som i den ualmindelig smukke rige stemme,, der forgylder hver en stavelse, der kommer ud af hans mund.
På forhånd kunne man måske være lidt bekymret for, hvordan en hel sal med børn fra 10 år og op ville tage imod en gammel mands livshistorie, men Bo Stendell Larsen formår med et forbløffende nærvær at suge børnenes opmærksomhed til sig i den time, som forestillingen varer. Bagefter flokkes de op hos ham med nysgerrighed og kvalificerede spørgsmål til Joops historie. En enkel trænger lige til en krammer og det får han naturligvis, for ingen forlader forestillingen uberørt, og der er flere våde øjne undervejs og bagefter, selvom Bo Stendell Larsen på fineste vis undgår enhver form for sentimentalitet.
JEG HEDDER JOOP er formidabelt og dybt relevant børneteater, for vi lever stadig i en tid, hvor børn må flygte, og det berører også de mindste herhjemme. Takket være Bo Stendell Larsens sublime nænsomme præstation forlader de teatret klogere på fortiden og bedre rustet til fremtiden.
(Michael Søby)