★★★★★☆
På Verdens Mindste Teater mangler man ikke ambitioner, så hvorfor ikke give sig i kast med et portræt af selveste Katarina den Store – baseret på kejserindens dagbøger? Og der venter da også en ganske overvældende visuel overraskelse bag fortæppet. For der sidder hun sørme – stolt, rank og vidunderligt overbesmykket i en grandiøs kjole i passende interiør, der øjeblikkelig transporterer os tilbage til 1700-tallet.
Det kræver sin kvinde at gestalte en af verdenshistoriens mest storladne kvindeskikkelser, men Bozenna Partyka er skam heller ikke en hvilken som helst skuespillerinde. Fire gange tidligere har hun haft bærende roller på denne scene – seneste i Herta Müller-forestillingen "I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv".
Stemmens sprøde klang og en pragtfuld østeuropæisk accent, der kun enkelte gange skygger for replikkerne. gør at vi gladeligt lytter med en god times tid. Der er noget aldeles formidabelt over Bozenna Partyka, der låner både saft og kraft til kejserinden af Rusland.
Det kan vel være, at Katarina den Store gik målrettet efter tronen, men hun forsagede nu heller ikke kødets lyst – især ikke efter at hun selv var kommet til magten. Og det er netop kontrasten mellem den pompøse verdensdame og den liderlige madamme, som Ulla Koppel udnytter så overrumplende vittigt i såvel manuskript som instruktion.
Så snyd ikke dem selv for fornemt royalt selskab i en lukket kreds – for hvornår får man igen muligheden for nærkontakt med en levende legende?
