Selvom man kalder sig Verdens mindste teater, rækker ambitionerne altid langt ud over de fysiske grænser. Hvem glemmer f.eks. Bozenna Partyka, der på 16m2 (inklusiv publikumspladser!) i Albrectsens Galleri vakte selveste Katarina Den Store til live.
Nu har teaterdirektøren, dramatikeren og instruktøren Ulla Koppel kastet sig over en beslægtet skikkelse fra det russiske hof, nemlig Anastasia, den eneste overlevende efter, at hele hendes familie blev udslettet i forbindelse med den russiske revolution.
Nu sidder Anastasia pludselig foran os her i Thiemers Kaffebar. Perlerne om hendes håndled og hals og på tøjet indikerer en glorværdig fortid, men spørgsmålet er dengang og nu – er det virkelig Anastasia?
På Det Ny Teater kan man stadig opleve en ødsel opsætning af musicalen “Anastasia” i en stærkt romantiseret udgave. Men i Theimens Kaffebar på Valby Langgade får vi en helt anden og mere intim oplevelse af kvinden ved det lille cafébord med den broderede dug og porcelænskoppen.
Trods perlerne – eller måske netop på grund af perlerne, er der noget forhutlet over denne Anastasia, der forsøger at overbevise os om, at hun er enearving til en enorm arv. Man aner en stolthed i fremtoningen, men en armod bag facaden, hvilket i grunden giver god mening, når man tænker over, hvad denne kvinde egentlig har været igennem, siden hun så sin familie blive henrettet.
Men måske er denne kvinde måske bare en ensom kattemor, der ser en sidste chance for at klare sig eller bare et øjebliks berømmelse i et liv, der ellers ikke giver mening.
Anders Koppels musik danner en stemningsfuld grobund for Mira Noltenius’ underfundige fortolkning af denne kvinde, som hævder, at hun er Anastasia. Via Ulla Koppels tekst, der både rummer humor og empati, bliver vi ved med at gætte længe efter at den 50-minutter lange monolog er forbi. For historien om Anastasia er og bliver god, og selv efter godt 100 år vedbliver den med at fascinere os.
(Michael Søby)
