Glenn Bechs opsigtsvækkende roman JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET er blevet til en strid og strittende teateropsang på Aalborg Teaters lille scene.
De fire ret forskellige skuespillere beder os indledningsvis glemme dem, idet de alle agerer Glenn Bech (såvel som flere andre karakterer i historien, hvilket forvirrer undervejs, fordi Niels Erlings dramatisering ikke er nær så helstøbt som Det Kongelige Teaters udgave af en lignende roman, Thomas Korsgaards “Man skulle nok have været der”.
Men det kompenserer iscenesætteren Niels Erling heldigvis for – et stykke af vejen i al fald. Man mærker hans engagement i forestillingen – især i sidste del – og kun de sært påklistrede musiknumre virker som underligt overflødige oaser.
Og da de fire udgaver af Glenn Bech forekommer meget forskellige, er det umuligt at adskille skuespillerne fra rollen.
Nicolai Duckert Perrilds version forekommer mest skrøbelig, Karla Rosendahl fremstår dejlig nørdet – ikke mindst i scenen, hvor hun kaster sin kærlighed på nogle lidt for dyre gule sko. Kathrine Høj Andersen er en meget emotionel skuespillerinde, der sjældent har hemmeligheder for publikum, men i scenen, hvor hun pludselig bliver fanget i sin egen mangel på empati og reduceres til en nervøs stammen, viser hun, hvor fremragende en skuespiller, hun kan være.
Mest naturlig i sin fremtoning er Thomas Kristian Bek og måske derfor tjener han teksten bedst. Hans voldsomme udbrud til slut bliver som følge deraf et chok, og vi forstår, hvorfor bekæmpelsen af homofobi er så vigtig for Glenn Bech.
Niels Erlings forestillinger er stort set altid livlige, men sjældent helstøbte. Heller ikke denne, der dog hører blandt hans mest tilfredsstillende, fordi her er noget på spil. Slutningen bliver nok rigelig demagogisk, men man tilgiver meget i en god sags tjeneste.
Anmelderen som autoritet er som bekendt også på retur. Glenn Bech synes nu heller ikke at være et menneske, der er åben for dialog og kompromier. Det er hans lidelseshistorie, vi får – take it or leave it.
(Michael Søby)
