Skuespillerinden Maïwenn (Besco) er en markant kvinde i fransk film, ikke mindst efter at hun har instrueret prisvindende kvalitetsfilm som “Polisse” og “Mon roi”.
Sidste år åbnede hun Cannes filmfestivalen med en film om den berygtede ex-novice og skøge JEANNE DU BARRY, der giftede sig med kong Louis XVs bror for at kunne blive kongens elskerinde.
En ødsel produktion, der med rette er blevet César-nomineret for Jürgen Doerings pompøse kostumer og Angelo Zamparuttis opulente dekorationer. Billedsiden er også ganske betagende, og handlingen gengives ikke mindre kulørt end i andre film om den berygtede Madame du Barry.
Store skønheder som Dolores del Rio og Martine Carol har spillet hende i henholdsvis 1934 og 1954, men da Maïwenn har castet sig selv i hovedrollen, kan det kun være fordi, at hun vil betone Madame du Barrys vulgaritet, for Maïwenn mangler i al fald ganske den skønhed og charme, der kunne gøre det troværdigt, at den magtfulde franske konge skulle falde for hende.
Ideen med at caste Johnny Depp til rollen som den liderlige franske konge må være, at han ligesom kongen har været i stærk modvind for et lignende tvivlsomt valg af livsledsagerske. Johnny Depps comeback bliver desværre kun fysisk, ikke kunstnerisk, da han virker underligt fraværende, men han givet også haft andet at tage sig af mellem optagelserne. Sproget virker ikke til at have været det største problem for ham rent spillemæssigt, men vi savner simpelthen kemi mellem filmens to hovedkarakterer, og det bliver fatalt i film som denne – trods al ydre pragt.
Maïwenn har tydeligvis haft rigeligt at se til med så stor en produktion, at hun ikke i tilstrækkelig grad har magtet personinstruktionen, og værst er det måske i virkeligheden, at det er hendes egen præstation, der især skuffer.
Den snart 90-årige Pierre Richard (kendt for en række charmerende komedier som f.eks. den Oscar-nominerede “A Chef In Love”) virker faktisk mest levende af alle i rollen som Duc de Richelieu, og som Le Dauphin bemærker da også Maïwenns søn, Diego Le Fur, der dog primært får opmærksomhed for sit modelsmukke udseende.
Men der skal mere end flotte visuelle momenter til at gøre JEANNE DU BARRY til en succes, og man kan ikke for alvor have medlidenhed med en instruktør, der udnytter sin magt til at give sig selv en hovedrolle, som hun ikke blot synes fejlcastet til at spille, men som hun end ikke har talent til at gøre interessant.
