Efter en lidt for nydelig POPPEAS KRONING på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, virker det ligefrem befriende at gæste teatret Sort/Hvid i Kødbyen, hvor man byder på en hårdtslående operaoplevelse baseret på legenden om JEANNE D’ARC.
Diverse filmberetninger om JEANNE D’ARC har bidraget til at holde jomfruen fra Orléans i den folkelige bevidsthed – fra Carl Theodor Dreyers mesterværk ”La Passion de Jeanne D’Arc” (1928) til Luc Bessons makværk ”Jeanne D’Arc” (1999).
Vi møder den 13-årige bondepige i Katinka Fogh Vindelevs skikkelse i en verden af rustninger. Næste gang vi træffer hende er hun iført kampuniform og kaldet af Gud parat til at føre Frankrig i krig mod englænderne.
Komponisten Søs Gunver Rybergs blander uddrag af Giuseppe Verdis opera ”Giovanna D’Arco” med egne akustiske og elektroniske kompositioner (herunder både kor- og solosatser). En musikalsk uhyre kraftfuldt udtryk, der på det nærmeste får stolene til at vibrere under publikum – ikke mindst når den forrygende trommeslager Lorenzo Colombo går amok på sine instrumenter.
Katinka Fogh Vindelev synger smukt og med dedikation, og hun støttes optimalt af bassangeren Steffen Bruun, mezzosopranen Hanna Leonora Hollesen og barytonsangeren Simon Sumal.
Iscenesætteren Anja Behrens og scenografen Nathalie Mellbye har atter haft et frugtbart samarbejde, og selvom deres infernalske krigsunivers er skabt i sort-hvid, så er det et sort-hvidt univers med plads til nuancer, lys og skygge. Magtens mænd leger med deres dødsmaskiner og æder til de kaster op, og når den store jetjæger vender næsen mod jorden, synes det primært for at skabe det kors, hvor Jeanne D’Arc kan ofres.
Tekster af Elias Sadaq, Ursula Andkjær Olsen, Manilla Ghafuri, Mycelium og Alexandra Moltke Johansen fortaber sig i nogen grad i den voldsomme lydkulisse, men vi sanser alligevel ofte meningen bag.
JEANNE D’ARC er bestemt ikke lydefri forestilling, men et stort anlagt rockopera requiem, som man ikke sådan lige ryster af sig.
(Michael Søby)
