Charlotte Brontës hovedværk om vejsenhusbarnet JANE EYRE er muligvis ikke helt på højde med søsteren Emilys klassiker “Stormfulde højder” (“Wuthering Heights”) ud fra en litterær betragtning, men den bevægende skildring af JANE EYREs opvækst og forelskelse har stadig værdi som øjenåbner med hensyn til kvinders livsvilkår i 1800-tallet.
Malmø Stadsteater præsenterede for nogle år siden en ganske vellykket teaterudgave, hvor syv skuespillere varetog stykkets 21 roller. Nu får vi så Cathy Marston og Patrick Kenmonth dramatisering fra 2016 koreograferet af Cathy Marston, og med Patrick Kenmonth som ansvarlige for scenografi og kostumer.
De stemningsmættede scenebilleder, der også rummer elementer fra Charlotte Brontës egen opvækst, danner sammen med de smukt farveafstemte kostumer et overbevisende visuelt grundlag for den barske men også betagende livsfortælling. David Finns eminente lysdesign afspejler tilmed psykologien i de pågældende scener, og støtter dermed danserne i at fortælle historien om JANE EYRE.
Philip Feeney får musikalsk assistance af både Fanny og Felix Mendelsohn samt Franz Schubert, men hans egen musik kan sagtens stå på egne ben. Han formår at omsætte tonen i Charlotte Brontës JANE EYRE til levende musik, der har bevaret sin friskhed trods det dystre univers. Det Kongelige Kapel, der på premiereaftenen blev dirigeret af Chanmin Chung, bidrog til at tonerne smeltede sammen med bevægelserne og billederne på scenen, så JANE EYRE blev en helhed i Cathy Marston og Christelle Hornas iscenesættelse.
Emma Riis-Kofoed havde den rette aura som den voksne Jane og hendes graciøse bevægelser afslørede et smuk sind i et plaget legeme. Men også pige-versionen af Jane (Penelope Phelan) blev yndigt danset – ikke mindst i scenerne med sjæleveninden Helen (Tomoka Kawazoe). Mange husker sikkert stadig scenerne mellem Jane og Helen fra den gamle filmversion med Peggy Ann Garner og Elizabeth Taylor som pigebørnene Jane og Helen.
Sebastian Pico Haynes viste i rollen som den karismatiske men mutte Rochester, at han er en teknisk dygtig danser, men man savnede mystikken og hemmelighederne i hans portræt.
Dem fik man heldigvis dagen efter, hvor den hjemvendte Ryan Thomas havde det helt rette format i rollen samtidig med, at vi fornemmede den lidenskab, der lå og ulmede i ham. Astrid Elbo, Jón Axel Fransson og Eukene Sagues lånte alle stærke fysiske udtryk til mindre men markante karakterer.
JANE EYRE er både dansemæssigt og musikalsk en sejr for Det Kongelige Teater, men Charlotte Brontës JANE EYRE forbliver dog den største triumf af dem alle.
(Michael Søby)

