JANE BLOND

★★★★★☆

Med deres seneste forestilling går Dansk Rakkerpak ikke blot i James Bonds fodspor, men faktisk eet skridt videre. Helten over alle helte er nemlig en kvinde med det passende navn JANE BLOND og hun står på ingen måde i skyggen af sin mandlige kollega.

Susanne Bonde spiller hende knivskarpt med præcise karateagtige bevægelser under den blonde hårpragt, og formår tilmed at synge sin egen titelsang – hvad ingen af hendes mandlige kolleger magtede – iført en stramt siddende kjole, der giver baghjul til selv det chickeste af Bonds kjolesæt.

Niels-Peter Kløft gestalter superskurken Blofeld med skræmmende grimasser og den obligatoriske kat, der heldigvis har ni liv. Blofeld har denne gang stjålet en maskine, der kan tappe verden for al energi, og som derfor – ikke ulig de danske elselskaber – kan forlange en skamløs pris for sine ydelser.

Jesper Pedersen kan på et splitsekund forvandle sig fra hans imposante håndlanger Jaws til den kvindagtig sekretær Moneypenny, og ligesom de øvrige får han sublim musikalsk og lydmæssig assistance af Thomas Dinesen, som de danske revyer bør overveje at alliere sig med på grund af hans imponerende tekniske dygtighed og opfindsomhed. Ikke mindst bidrager han til, at JANE BLONDs mange “gadgets” får fuld udfoldelse med nogle forbløffende lydeffekter i Christian Q. Clausens konstant overraskende scenografi.

Eneste minus er de noget bagstræberiske karikaturer af feminine mænd, et levn fra den tidlige Bond-films æra, som virker gammeldags i forhold til den modernisering som kvindefiguren i JANE BLOND har været igennem. Tidligere var kvinder primært blikfang, men med JANE BLOND er kvinden gjort handlekraftig og nutidig.

Iscenesætter Niels Grønne og hans energiske medforfattere kan generelt være stolte af deres indsats, for JANE BLONDE hører blandt de sjoveste og mest virtuost udførte af Dansk Rakkerpaks forestillinger – med sans for detaljerigdommene i det Bondske – nu Blondske – univers. Intet under, at publikum (fra 6 år) denne eftermiddag kvitterede med stående applaus på Vor Frue Plads ved Domkirken.

(Michael Søby)