På Blaagaard Teatret er man gået sammen med Gunilla Lind Danseteater om at skabe en nærmest overnuttet forestilling med den passende titel IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE.
I Lars Englund Frimann og Lise Marie Birchs lyserøde scenografi tøffer 18 små tøjvovser omkring og reducerer fra start publikum til sødladne hundeelskere. Snart får de selskab af fire farveglader dansere iført herligt infantile gule, grønne, blå og lilla kostumer. Dansende i moon boots får de leflet sig ind i vore hjerter til Lydmors indyndede musik, og vi indser, hvor let vi overgiver os, men kan intet stillet op. Først da vi er i deres klør, får vi øje på den mørke beregnende side, men da er det for sent.
IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE er på sin egen umiddelbart joviale måde et opgør med den cutie-kultur, der har overtaget verden via internettet, hvor det mest nuttede via antallet af følgere også bliver den mest magtfulde.
Både komponisten Lydmor (der også leverede en slagkraftig lydside til “Animal Farm” på Betty Nansen Teatret) og forestillingens koreograf og iscenesætter Gunilla Lind rammer en forkvaklet del af ungdomsgenerationen lige på kornet:
Curlingforældrenes forkælede børneaffald, der lever i kulørte sæbebobler og kun interesserer sig for “likes”.
Alvilda Faber Striim, Ruth Rebekka Hansen, Josefine Elna Ibsen og Marcus Alexander Roydes illuderer til fuldkommenhed som forvoksede duracell-dyr, men får også vist skyggesiderne ved et liv i et tyggegummi-univers.
(Michael Søby)
