IT ENDS WITH US

★★★☆☆☆

Blake Lively (“Gossip Girl”) har selv produceret filmatiseringen af Colleen Hoovers populære IT ENDS WITH US. Her spiller hun Lily Bloom, der forelsker sig i neurokirurgen Ryle (en rolle, der varetages af filmens instruktør Justin Baldoni). Lily og Ryles forhold ændrer sig, da de på en restaurant møder Atlas (Brandon Skienar), Lilys allerførste kæreste. Pludselig ser hun en ny og mere voldsom side af Ryle, og hun må spørge sig selv, om han virkelig er den mand, hun vil være gift med og få barn med?

Rent visuelt fremstår IT ENDS WITH US glat som en reklamefilm, men som melodramatisk tåreperser er den faktisk relativ velproduceret, og Blake Lively viser sig at have nok star power til at bære filmen. Mændene er der derimod ikke meget ved, det skulle da lige være den unge Atlas (Alex Neustaedter).

Historien har tydeligvis haft en vis resonans hos mange kvinder, men det er svært at acceptere den modne Atlas som et fornuftigt alternativ til Ryle, når også Atlas udviser voldelig opførsel.

IT ENDS WITH US fremstår som årets “Alt for damer”-film krydret med et par banale popsange, men det er ikke ensbetydende med, at filmen har nævneværdige kunstneriske kvaliteter.