At sige at stemningen på den tilrøgede Frederiksberg-café Intime forekommer uhøjtidelig denne mandag aften er årets underdrivelse. Stamkunderne – og dem er der vist mange af – pulser smøger, når de ikke slukker tørsten med diverse former for alkohol, og aftenens juleshow kommenteres højlydt undervejs fra flere af bordene.
Men heldigvis er der tre seje kvinder i størrelserne “mini, midi og maximum”, der underholder denne aften, og de kan godt klare mosten. Bliver publikum for højlydte, får de bare en kontant men kærlig bemærkning, som ikke er til at tage fejl af, og som i al fald for en stund lukker kæften på selv de mest berusede.
Trioen Intrio har i flere år bestået af Lone Selmer, Ann Farholt og Michelle Djarling, og selvom sidstnævnte har forladt trioen, er hun stadig repræsenteret i de muntre tekster.
Som hendes afløser får vi den unge Rebecca Thilo Farholt, der heldigvis har fået det musikalske talent i vuggegave af forældrene, jazz-virtuoserne Jesper Thilo og Ann Farholt. Hendes verbale udvekslinger af uforskammetheder med moderen Ann Farholt er ikke for småbørn, men til gengæld vanvittigt morsomme for alle andre.
De er dog blandingen af syrede og velsungne julesange, der for alvor gør lykke. Hvem andre end Intrio kan finde på at synge ”Jeg så julemanden duske mor” for så straks at slå over i en himmelsk ”Silent Night”?
Lone Selmer er ikke bare mere end ferm på flyglet, der også har følelser, men hun kan også synge med sjæl og swing, så man ligefrem tror på, at julemanden er kommet til byen.
Ann Farholt, der altid er leveringsdygtig i lidt bjældeklang, kan også scatte og pjatte, så det er en fryd, og hendes leg med både ord og toner er sublim.
Men Rebecca Thilo Farholt kan så sandelig også stå på egne ben – ikke mindst i den betagende ”Once Upon A December”, og hendes ungdommelige kækhed klæder showet.
Så har man mod på en i sandhed uortodoks julekabaret, så er Intrio afgjort et besøg værd.
(Michael Søby)
