København danser – igen! Denne gang på grund af et fransk gæstespil med den uudgrundlige titel INTO THE HAIRY. Det viser sig at være en fusion mellem den anerkendte koreograf Sharon Eyals trancedans og elektronisk musik af britten Koreless iscenesat af Gai Behar.
Sharon Eyal er kendt som danser, kunstnerisk leder og koreograf for Batsheva Dance Company, der gæstede Østre Gasværk i sidste sæson. Gai Behar har arrangeret fester og koncerter på internationalt niveau, inden han og Sharon Eyal begyndte deres samarbejde i 2005, hvilket kulminerede i etableringen af L-E-V Dance Company i 2013.
Selveste Christian Dior couture haft bidraget til kostumerne sammen med Maria Grazia Chiuri, og de kropsnære dragter formår da også at være elegante, sensuelle og lidt uhyggelige.
De otte dansere – to mænd og seks kvinder – bevæger sig som en organisme en stor del af den lille time, som forestillingen varer. At danse tåspidsdans til elektronisk musik må være ualmindeligt krævende og smertefuldt, men man ville ikke have undværet denne heftige klubdans, for INTO THE HAIRY har både mystik og hemmeligheder, der uundgåeligt drager publikums opmærksomhed.
(Michael Søby)