Skuespillerparret Mei Oulund og Henrik Ipsen er begge premiereaktuelle med forestillingen ”OLE OLSEN” (- fra fattigrøv til filmkonge) om Nordisk Films grundlægger.
Mei Oulund har skrevet manuskriptet og Henrik Ipsen spiller titelrollen i forestillingen, som havde premiere på Teater V i Valby onsdag d. 22. april og spiller der til og med søndag d. 26. april. Fra 29. april til og med 16. maj kan forestillingen opleves på Odsherred Teater, hvor Henrik Ipsen og Mei Oulund har været tilknyttet i et kvart århundrede.
DET FØRSTE MØDE
Mei:
”Vi mødte hinanden på Fiolteatret, inden vi kom på Odense Teater, og flyttede så til København, fordi Henrik skulle være tv-stjerne – troede vi.
Det var dengang, at Odsherred Teater lå i det gamle hospital for sindsyge – sammen med skolen. Simon Vagn Jensen var leder af teatret og min mor var leder af skolen. De ville lave en revy i år 2000 – og det blev så med Simons søster, Andrea Vagn Jensen og Søren Malling – samt Henrik og mig. Herefter begyndte vi at få diverse småjobs på Odsherred Teater.”
Henrik:
”Vi fik nogle opgaver fra Vestsjællands Amt, der betalte teatret den gang. Det var ofte nogle projekter, hvor kultur og erhverv skulle arbejde sammen. Så jeg lavede et firma, som så var en slags underleverandør, og så lavede vi alle mulige projekter med tilknytning til sundhedssektoren. Mei kom i første omgang med i ”Hitlers barndom” i 2002, og jeg ville lave en børneforestilling, og det blev til ”Hane, Hop” i 2003.”
Mei:
”Teatret indgik på et tidspunkt en million-kontrakt med DONG. Vi fik til opgave at lave en lille forestilling, der skulle sælge til medarbejderne, hvor “skønt” det var med alle de nye forandringer i virksomheden. Det viste sig så, at det bedst kunne betale sig for teatret, at vi blev fastansat et år. Vi kom også til at lave noget om gymnasiereformen, som vi så skulle ud og sælge til gymnasielærerne bagefter.
Vi blev boende i København. Jeg er storbymenneske, og er meget glad for at bo i København, men Henrik har tit plaget mig, om vi ikke skulle flytte til Odsherred.”
TRANGE TIDER
Mei:
”I 2007 røg halvdelen af teatertilskuddet i forbindelse med den nye kommunalreform, og pludselig var det Odsherred kommune, som er en af landets fattigste, der skulle betale.
Men så kom jeg ind på dramatikervæksthuset, hvor jeg var i to-et-halvt år, og begyndte for alvor at skrive.”
Henrik:
”Vi lavede forestillinger om ældreplejen og hjemmehjælpen… og senere fulgte også en forestilling med fokus på depression i samarbejde med psykiatrifonden.”
Mei:
”Bjerget” – en meget lidt morsom kabaret om depression. Og så var der debat med pårørende og fagfolk bagefter.”
Henrik:
”Det var for at gøde vandene for det teater, som vi gerne ville lave.”
Mei:
”Vi ville gerne vise, hvad teatret kan.”
Henrik:
”Vi ville forankre det i området på en eller andet måde.”
Mei:
”Og så var det sådan, at Simon (Vagn Jensen) gik til kommunen med et forslag om, at den Irma, der havde været lukket i to år, skulle ombygges til teater. Han gik også til pressen, og snart var der stor folkelig opbakning bag ideen. Kommunen sagde herefter ja, og bevilgede 10 millioner kroner til ombygningen.”
Henrik:
”Men det var også nogle svære år. Vi kunne kun lave bittesmå forestillinger uden scenografi, og til sidst var vi ved at være trætte.”
NYE HORISONTER
Mei:
”2010 blev en slags vendepunkt for os. Der havde vi premiere på ”Landet”, der var en af de første forestillinger, som var specielt designet til at skulle spille i Odsherred.
Rent politisk var det godt set af Simon (Vagn Jensen), den daværende teaterleder. Og som følge af den forestilling, blev det lavet et unge-hus i Nykøbing. Tænk at en teaterforestilling kan have den effekt.”
Henrik:
”Et andet højdepunkt blev ”Velkommen til Twin Peaks” – det var Tue Biering og Fix & Foxy, der stod bag det projekt. Det passede rigtigt godt ind i vores hensigt med at inddrage borgerne.”
Mei:
”Twin Peaks”-ideen var fed. Henrik fungerede som en slags rekruteringsmanager og fandt locations, mens Tue (Biering), Jeppe (Kristensen) og jeg udgjorde en slags dramaturgiat.
Jeppe opfandt dramaturgien med “hjulet” – dvs. at alle mødtes i Vig forsamlingshus, hvor de 32 gæster blev modtaget med cherry pie og kaffe af Lene, forsamlingshusets forvalter og heldigvis kæmpe Twin Peaks-fan.
Herefter blev de kørt afsted af otte forskellige chauffører til otte forskellige steder, inden de blev bragt tilbage til Vig forsamlingshus, som nu var totalt forandret
Chaufførernes biler var en hel scenografi i sig selv, og chaufførerne havde også hver deres historie. En havde f.eks. arbejdet for PET, og det fortalte han om. Dennis – med blåt hår og feminine attituder – fortalte om at have fået tæsk gennem hele sin opvækst for at være den, han er. Aftenen blev rundet af med Twin Peak-temaet og Dennis sang på smukkeste vis sangen ”Falling”.
STORE NYE PROJEKTER
Mei:
Det næste store projekt for mig var ”Missilet”. Det var under corona, så jeg havde god til at skrive. Jeg troede, jeg skulle skrive en komedie til Henrik (Ipsen) og Bente Eskesen, og så for mig, at de sad på en campingplads, og så landede der et hovsa-misil. Men da jeg så dykkede ned i historien, opdagede jeg hurtigt, hvor frygtelig en historie, der faktisk var. Jeg var så indigneret over den behandling, som forestillingens hovedkarakter havde været udsat for.
Henrik:
Hele den rejse med at få andre folk i teatret end normalt, det kulminerede for mig i forbindelse med ”Dæmningen”. På et tidspunkt i løbet af forestillingen sidder jeg ude blandt publikum til et fiktivt borgermøde. Der sad jeg ved side af mænd med store landlandshænder, der ikke var vant til at gå i teatret. Da tænkte jeg: ”Nu er det lykkes!”.
‘Mei:
”Hvis bare man har store øre, finder man ud af, at alle mennesker har en historie. Man behøver ikke grave særlig dybt, men man skal være ægte interesseret. Det har som skrivende været en virkelig værdifuld læring.
Vi lavede på et tidspunkt en forestilling, som vi kaldte ”Historien om en sang”, hvor vi spurgte folk om deres yndlingssang og deres livshistorie, og så fik vi hæftet en del af deres livshistorie op på sangen. Vi skabte en forestillingsmodel, som betød at vi både kunne tage ud og spille i ti minutter eller en time og tyve minutter – den kunne fungere i mange forskellige moduler og koncepter.
Henrik:
”Det var egentlig kun meningen, at vi skulle spille den forestilling 4-5 gange, men vi endte med at spille den et hav af gange.”
DE STORE SEJRE SOM SKUESPILLER
En af Henrik Ipsens største triumfer på Odsherred Teater var som den provokerende filminstruktør Theo van Gogh i Mei Oulunds ligeledes anmelderroste engelsksprogede stykke ”Pim and Theo”, der havde urpremiere i 2013.
Forestillingen blev iscenesat af engelske Alex Byrne, og var en britisk/finsk/norsk co-produktion med Odsherred Teater støttet med 1,5 million kr. af EU. “Pim and Theo” turnerede i ca. 2 år med succes – også i Europa samt til Sydafrika.
10 år senere blev det Mei Oulunds tur til at opleve et utvetydigt karrierehøjdepunkt i sin egen tekst ”Jeg går!” følsomt iscenesat af Odsherred Teater seneste leder, Leiv Arne Kjøllmoen.
Mei:
”Den rolle blev et vendepunkt for mig. Det var første gang, at jeg turde bruge mere af mig selv. Jeg har altid gerne ville være med – bare ikke for meget – sådan har jeg det både privat og som skuespiller.
Efter forestillingen stod der altid et par stykker tilbage, der bare lige ville sige tak og snakke lidt – og som inden længe betroede de mig deres egne overgrebshistorier. Jeg blev hver gang dybt berørt, og selvom jeg altid sagde til dem, at de skulle sørge for at snakke med nogen om det, nagede tanken altid: ”Har du nogen, du kan tale med om det her?”
Men det er jo derfor, jeg laver teater – det, at man kan ramme nogle mennesker på den måde, og måske flytte noget, gøre en forskel med noget af det, man laver…”
Henrik:
”Fra vi startede som turnerende teater, der kun spillede få forestillinger i Odsherred, har vi fået skabt et sted, hvor publikum ikke nødvendigvis er teatervante, men hvor de føler sig hjemme. Det er en hel anden befolkningssammensætning end i København og Nordsjælland.
Det synes jeg godt, vi kan være stolte af. Vi har fået lavet et kulturhus, hvor folk kan li’ at komme. Et sted, der ser ud til at overleve i et godt stykke tid endnu…”
(Michael Søby)
