Premieren på Henri Nathansens tilsyneladende udødelige klassiker blev en ganske særlig aften for på balkonen i sin faste loge sad en af teatrets mest trofaste gæster. For første gang siden den overraskende melding om abdicering, der gjorde nytårsaften mere tårevædet end normalt, var Dronning Margrethe tilbage i Det Kongelige Teater. Også denne aften rejste publikum sig op, men gensynet var så overvældende for de fremmødte, at et spontant og hjerteligt bifald brød ud. Dronningen kunne ikke have følt sig mere velkommen her indenfor murene med udsigt til Gamle Scene, og man indså, at hun ikke længere kan kaldes gæst, for Det Kongelige Teater er med rette blevet et hjem for hende.
Skuespilchefen Morten Kirkskov har selv iscenesat denne stjernebesatte version, og sammen med scenografen og kostumedesigneren Steffen Aarfing finder han en balance mellem fortid og nutid i de sceniske udtryk. Det gælder også i spillet, men ikke uden en pris.
Ingen tvivl om at Jens Albinus er en virtuos skuespiller med mange begavede detaljer i sit ekspressive spil. Men måske bliver hans præstation som patriarken Hr. Levin i passager en anelse for komisk og udvendig? Men har i al fald svært ved at få en dybere sympati med denne ganske urimelige Hr. Levin, men det kan der måske være en pointe i, når man tager situationen i Israel i betragtning?
Men Albinus virker næsten også for ung og vital til rollen, og man savner en større periodefornemmelse i hans spil. Dette er muligvis en Hr. Levin, som passer bedre ind i vor tid end dem, som vi tidligere har set spillet af blandt andre Poul Reumert og Jørgen Reenberg, men den er bare ikke helt på bølgelængde med teksten.
Det er til gengæld Bodil Jørgensens ganske vidunderlige indsats som Fru Levin. Man aner i Bodil Jørgensens spil, at Fru Levin står på skuldrene af generationer af jødiske kvinder og hun ved det. En kvinde, der nok føjer sin mand i (for) meget, men ikke i alt, og som har en større empati for den yngre generation end hendes mand.
Som deres kristne rivaler, etatsråd Herming og frue, ses Lars Brygmann og Stine Stengade. Brygmann spiller Herming med tilbagelænet arrogance og Stine Stengades Fru Herming er et forkrampet menneske på for meget medicin.
Emilie Kroyer Koppel overbeviser som den iltre Esther, men træder først for alvor i karakter i det afsluttende opgør med sin forlovede Jørgen (en rigelig arisk Joachim Kubel).
Emil Prenter skaber et mageløst portræt af broderen Hugo Levin, en lidt kedelig figur troede man, men som her får farver og relevans som Levin-familiens mest klartseende medlem. Zaki Nobel er god som den joviale Jacob Levin, og Nicolai Dahl Hamilton finder en stille smerte i sin Meyer, stykkets velnok største taber.
INDENFOR MURENE er på mange måder en mesterlig forestilling, og en flot fjer i hatten for både skuespilchefen og iscenesætteren Morten Kirkskov. Forestillingen får dog ikke samme fylde og dybde som Kaspar Rostrups definitive udgave fra 2005 med Jørgen Reenberg i en monumental præstation. Men den rækker hånden ud mod fremtiden – mod en ny generation, og giver håb om, at Nathansens dramatik nok skal klare endnu et århundrede indenfor murene på Det Kongelige Teater.
(Michael Søby)
