Anne Gry Henningsen er teaterleder på Mærkværk og idekvinde bag turné-forestillingen IND I MØRKET, som p.t. spiller på Krudttønden i København. Mærkværk og Teaterhuset Filuren har fundet sammen i et frugtbart samarbejde om en fin tekst af Julie Maj Jakobsen om en søn, der søger frihed og en mor, der søger nærhed.
Men IND I MØRKET er også en fortælling om, hvordan man let kan komme i dårligt selskab via internettet, og om de højreekstremister, der værger unge til at begå kriminelle handlinger.
Rasmus Grarup Elbo spiller på overbevisende vis den unge Harald, der har droppet sine gamle venner fra skolen for at være en del af et andet fællesskab, hvor man i bogstavelig forstand slås for sine værdier.
Anne Gry Henningsen har aldrig været bedre ind i disse år, hvor hun først som den egoistiske men også undertrykte mor i ”Kløvedal” og nu som den frustrerede og bekymrede mor i IND I MØRKET gør moderskabets mange facetter nærværende og vigtige. Der er kommet en sårbarhed i spillet, der ikke skal forveksles med svaghed, men måske bare er en ægte (med)menneskelighed, så vi ikke bliver belært, men i stedet mærker disse mødres udfordringer og kampe.
IND I MØRKET er teenageteater, der også kan danne grundlaget for en god og relevant debat i skolesammenhænge og som ledsages af et udmærket skolemateriale.
Iscenesætter Jonas Preben Jørgensen fortæller historien enkelt og klart, og Astrid Lingreen Hjerminds teltscenografi med Jens Mønsteds videoprojiceringer understreger Haralds behov for at isolere sig fra den virkelige verden. Men i takt med hans udvikling fra barn til voksen ændrer hans mor sig også.
(Michael Søby)


