Uanset hvor mange Oscars Christopher Nolan vandt for “Oppenheimer”, bekræfter gensynet med INCEPTION i de danske biografer, at den 15 år gamle film stadig er hans mest helstøbte film.
8 Oscar-nomineringer blev det til i sin tid inklusiv bedste film, og INCEPTION endte med at vinde fire: Wally Pfister vandt en uhyre velfortjent Oscar for de hypnotisk smukke billeder, der gjorde alle de flotte filmstjerner endnu flottere, og desuden modtog filmen Oscars for visuelle effekter, lyd mix og lydredigering. Det betød nul Oscars til Christopher Nolan, der end ikke var nomineret som bedste instruktør (!), men måtte tage til takke med nomineringerne i kategorierne bedste film og bedste originalmanuskript – samt en dansk Robert-pris for årets bedste amerikanske film.
Leonardo DiCaprio har både begavelsen og charmen til hovedrollen som Dom Cobb, en snedig tyv, der med et hold af specialister kan lokke hemmeligheder ud af folk, mens de sover. Men han bærer også på en stor smerte, da hans elskede (den betagende Marion Cotillard) begik selvmord. Blandt de øvrige medvirkende bemærker man med glæde Joseph Gordon-Levitt, Tom Hardy, Ken Watanabe og Ellen Page (i dag kendt under navnet Elliot Page).
Den indviklede men velskrevne historie omsluttes på smukkeste vis af Hans Zimmers fortryllende underlægningsmusik ligesom filmens kulisser også i særklasse. Men det er Christopher Nolans intelligente indsats både som manuskriptforfatter og instruktør, der gør INCEPTION til en af de mest levedygtige science fiction-film i det 20ende århundrede.