Paul Simon og Art Garfunkel var barndomsvenner, og blev i 60’erne den mest succesfulde herreduo i moderne musikhistorie. Men i takt med succesen kom venskabet på en prøve. Art Garfunkel fik en succesfuld filmkarriere takket være “Punkt 22”, “Kødets lyst” og “Bad Timing”, mens Paul Simon floppede med filmen “One Trick Pony”. Til gengæld opnåede Paul Simon flere triumfer som sangskriver og sanger bl.a. med den Grammy-belønnede “Graceland”, mens Art Garfield kun opnåede et enkelt hit med sangen “Bright Eyes” fra tegnefilmen “Kaninbjerget”.
Alex Gibney har lavet en lang, udmattende men også fængende dokumentarfilm om Paul Simon, der bl.a. forsøger at give et troværdigt billede af duoens samarbejde og sammenbrud. Vi møder en fysisk svækket Paul Simon under optagelserne til albummet “7 Psalms”. Han fremstår ikke særlig generøs overfor Art Garfunkel, men har samtidig en del smukke minder takket være deres fælles karrierehøjdepunkter.
Paul Simon erkender, at han var misundelig, når Art Garfunkel fik stående ovation for at synge “Bridge over troubled water”, en sang skrevet af Paul Simon, men som selv hans mor påpegede: “You have a good voice, Paul, but Art has a fine voice”.
Misundelsen over Arts succesfulde filmkarriere gjorde givet vis også sit til, at Paul Simon var ikke indstillet på at vente på feedback fra Art vedrørende sine nye sange, mens Art filmede. Når Art Garfunkel havde fri, ville han gerne lytte til sangene, mens han vandrede rundt i schweiziske bjerge, og sendte herefter sin forslag til Paul Simon, som fandt dem ubrugelige. Paul Simon meddelte Art Garfunkel, at han ville slette alle hans forslag, men at Art Garfunkel var velkommen til hans bryllup med Carrie Fisher.
En koncert i Central Park blev et kortvarigt plaster på såret, selvom en halv million mennesker viste dem, at deres samarbejde var værdsat.
Alex Gibney, der vandt en Oscar for dokumentarfilmen “Taxi to the Dark Side”, giver os et indblik i et vanskeligt sind, og vi ser en Paul Simon med en skrøbelig søgende sjæl. der trods svækkelse stadig har bevaret sin kunstneriske identitet.
Et nummer som “Wait” viser, at Paul Simon stadig kan skrive. og selvom filmens første vers (ja, filmen er indelt i vers!) forekommer noget langstrakt, så er vi relativt godt underholdt trods en spilletid på over tre timer.
Vi får respekt for kunstneren, men som menneske kan han ikke sige sig fri for at være smålig, og fremfor alt savner man den selvironi, man synes, at han havde som ung.
