Phie Ambo, Rógvi Rasmussen, Janne Lindgren, og Ewa Cederstam er fire nordiske instruktører, der tilsammen har skabt et betagende og bemærkelsesværdigt bidrag til klimadebatten.
I hver sit hovedområde dykker de ned i de lokale klimakatastrofer, der lurer lige om hjørnet, for ingen undgår klimakatastrofer i fremtiden, hvis vi ikke ændrer adfærd i fællesskab.
Ewa Cederstam beretter om de truende skovbrande i Sverige, og Phie Ambo fokuserer på, hvordan vandstanden i Danmark æder af kysterne og de mindste øer. Janne Lindgren beretter om store jordskred i Norge og Rógvi Rasmussen fortæller om de tiltagende storme på Færøerne.
Vi undgår ikke helt de løftede pegefingre, men filmens visuelle skønhed er på den anden side det stærkeste argument for, at vi gør en ekstra indsats for at bevare den overdådige natur.
ILDEN, VANDET, JORDEN, LUFTEN er også en film, der gør os klogere, og det er aldrig nogen skade til, selvom man ikke altid bryde sig om tonen.
Tambo Film kan dog være stolt af resultatet: Et bllledskønt og (på godt og ondt) belærende filmværk, der udmærker sig ved at give taletid til folk, der rent faktisk ved noget om det, de taler om.


