Kappen ****
Søster Angelica ******
Gianni Schicchi *****
Operaen har netop haft repremiere på IL TRITTICO: Tre musikalske delikatesser (“Kappen”,”Søster Angelica” og “Gianni Schicchi”) komponeret af selveste Giacomo Puccini
Damiano Michielettos iscenesættelse er i forbindelsen med repremieren lagt i hænderne på Marcin Lakomicki, og Marie Jacquot står denne gang for den musikalske ledelse, og begge dele kan publikum godt være trygge ved.
Der går ganske vist stadigvæk et kollektivt suk af skuffelse gennem publikum, da scenografien til KAPPEN åbenbares og viser sig primært at bestå af en gruppe containere. Men Paolo Fantins scenografi viser sig faktisk at rumme mange overraskelser undervejs, og ved det afsluttende tæppefald må man overgive sig til dens genialitet.
I KAPPEN bliver vi vidne til et dystert men mere end habilt sunget og spillet trekantsdrama anført af Ariun Ganbaatar (Michele), Sine Bundgaard (Giorgetta) og Niels Jørgen Riis (Luigi). Vi får også et dejligt genhør med Kyungil Ko (Talpa), der hurtigt er blevet en favorit blandt operasangerne på den royale scene. Også Hanne Fischer lyser op (denne gang som La Frugola), men det gør hun i grunden i alle tre mini-operaer, og viser samtidig sin imponerende alsidighed.
Puccinis berusende orkestermusik kulminerer dog i SØSTER ANGELICA, der udspiller sig i et lidet attraktivt italiensk nonnekloster. Den melodramatiske historie får ægte dramatisk format af den uhyre velsyngende Adriana Gonzáles fra Guatemala. Overfor hende står en ligefrem uhyggelig imposant Johanne Boch som den følelseskolde fyrstinde.
Efter pausen får vi så en virkelig festlig udgave af GIANNI SCHICCHI, der er inspireret af Dantes guddommelige komedie. Det er i denne opera, at vi finder den populære arie “Oh Mio Babbino Caro”(kendt fra James Ivorys filmmesterværk “Værelset med udsigt”). I Operaen synges den indtagende af Louise Mcclelland Jacobsens Lauretta i et forsøg på overtale sin far GIANNI SCHICCHI (charmebøffen Misha Kiria) til at hjælpe sin kommende svigerfamilie Donati med et økonomisk fordelagtigt testamente.
Johanne Boch er overdådig morsom som den griske Zita, Steffen Bruun har lune som Betto di Signa, og Jacob Skov Andersen synger så smukt, at det ikke kun er Lauretta, der smelter denne aften.
Samtlige medvirkende i GIANNI SCHICCHI synes velekviperede takket være Carla Tetis overdådige kostumer, og på under en time fremstår operaen som en sprudlende finale på en storartet IL TRITTICO, der trods en varighed på over tre timer, aldrig når at kede.
Man forlader Operaen med forår i hjertet, og så gør det mindre, at trækronerne falmer.
(Michael Søby)
