For 15 år siden tog Kamilla Wargo Brekling temperaturen på datidens moderne mand med forestillingen “Pis”. Nu har hun sat de samme fem skuespillere i stævne i Skuespilhusets mellemstoree scene Mellemgulvet, så vi kan se, om den danske mand vitterligt har ændret sig.
Det har han tilsyneladende. Han er blevet mere sølle. Eller i al fald mere sårbar og skrøbelig, og måske også en smule mere grådlabil?
Lars Mikkelsens mandefigur har lært at sige sandheden, men tvivler dog ikke et sekund på sin eget ufejlbarlighed. Henrik Prips udgave af en mand ønsker at sige undskyld til alle kvinder, fordi at han via sit sexistiske sprogbrug har fornærmet dem i årevis med mande-ord som “videnskabsmand” og “udvalgsformand”. Peter Oliver Hansens version af en moderne mand synes mere optaget af, hvor stor hans egen mave er blevet.
Størst indtryk gør det, når Rasmus Botofts mandeportræt fortæller om, hvor meget han savner sin søn, efter denne er flyttet hjemmefra, og når den mand, som Janus Nabil Bakrawi lægger krop til, beretter om oplevelser med den racisme, som vi slet ikke er kommet til livs herhjemme.
Men IKKE NOGET PIS har også en del indslag, hvor Kamilla Wargo Brekling trækker for store veksler på de fem medvirkendes indiskutable charme, og selvom det er morsomt, når de andre ikke kan gætte de fugleimitationer, som Lars Mikkelsen så vittigt formidler, så trækkes også dette indslag i langdrag, og det kan de ofte spinkle ideer ikke altid holde til.
IKKE NOGET PIS bliver derfor en forestilling, der ikke virker helt så sjov og klog, som der lægges op til, men vi er heldigvis i hyggeligt selskab i de godt to timer – uden pause.
(Michael Søby)
