Ifølge Mozarts enke Constanze var tiden, hvor han skrev sin første opera IDOMENEO hans lykkeligste, og måske derfor regnede han også netop den opera for sin vigtigste. Det var i al fald den, der banede vejen for den betydeligste komponistkarriere indenfor klassisk musik.
Denne opsætning af IDOMENEO blev belønnet med Reumert-priser i 2020 bl.a. som årets opera-forestilling og for årets sangerinde (Sine Bundgaard som Elektra). Men på grund af corona-nedlukningerne fandt IDOMENEO aldrig det publikum, den fortjente, og det bliver der heldigvis rådet bod på nu.
Mozart-virtuosen Julia Jones, der har dirigeret Mozarts værker over det meste af kloden var desværre sygemeldt denne eftermiddag, men heldigvis viste den tyske dirigent Gerrit Prießnitz sig at være mere end en god erstatning. Det Kongelige Kapel gav musikken det format den så inderligt fortjente, og Det Kongelige Operakor føjede en ekstra kraft til den dramatiske styrke, der er så vigtig for netop denne opsætning.
Iscenesætteren Robert Carson har sammen med kostumedesigneren Luis F. Carvalho skabt den monumentale scenografi: Rene og klare scenebilleder af et trøstesløst hav, mørke truende skyer, løsrevne redningsveste, døde kroppe og et land i ruiner minder os om alle de flygtninge-tragedier, der altid følger i kølvandet på krig.
Dermed bliver IDOMENEO ikke blot en myte om en konge, der vender hjem fra en årelang krig og lover havguden Neptun at ofre det første menneske, han ser, når han går i land, hvis bare han overlever rejsen over det stormfulde hav. For på stranden møder IDOMENEO sin søn Idamante, og kongen tvinges derved til at erkende, at han har solgt sin sjæl for at redde sig selv.
Niels Jørgen Riis’ prægtige røst forgylder partiet som IDOMENEO og Gert Henning Jensen synes nærmest naturstridigt overbevisende som sønnen Idamante. Gloria Tronel har som hans elskede Ilia en inderlighed, der gør indtryk, og Sine Bundgaard har næppe nogensinde været bedre – hverken sangligt eller dramatisk – end som den forsmåede Elektra. En flottere exit fra Den Kongelige Opera kunne hun ikke ønske sig, men man håber inderligt, at den ikke bliver definitiv. For et talent på dette niveau kan Den Kongelige Opera simpelthen ikke undvære.
Man kan stadig nå den allersidste forestilling i Operaen, hvor IDOMENEO synges på italiensk med både danske og engelske overtekster. Opsætningen er et samarbejde mellem Den Kongelige Opera, Teatro Real Madrid, Teatro dell’Opera di Roma og Canadian Opera Company.
(Michael Søby)




