Fjodor Dostojevskijs klassiker IDIOTEN er som udgangspunkt uhyre spændende stof. Den udkom i første omgang som føljeton (1868-1869), og handler om den ædle fyrst Mýsjkin, der som en anden Jesus ser godhed, hvor andre ser ondskab. Derved kommer han til at reflektere den menneskelige råddenskab omkring ham og må betale prisen.
Skal man yde Dostojevskijs komplekse værker fuld retfærdighed, kræver det ofte tid. Det berømmede Maly Drama Teatret fra Skt. Petersborg skabte i 90erne en uforglemmelig otte timer lang sceneversion af Dostojevskij “The Devils”, som ikke føltes et minut for lang, da den gæstespillede i Londons Barbican Center. Men på Aalborg Teater forliste den nyudnævnte chef Hans Henriksen i 2016 med et desperat forsøg på at modernisere stoffet via henvisninger til det daværende kronprinsepar og en punk-udgave af Dolly Parton-musik!
Så galt går det heldigvis ikke på Teater Republique, selvom man bestemt ikke kan kalde forestillingen for helstøbt. Ligesom i Liv Helms “Lille Eyolf” er scenografien opdelt i en verden udenfor og indenfor med Ida Grarup og Simone Bartholin som henholdsvis konceptuerende og realiserende scenograf og kostumedesigner.
Elliot Crosset Hove giver et interessant bud på IDIOTEN, der efter en sanatorieophold i Schweiz nu er kommet til byen, hvor hans manglende sociale færdigheder bliver udstillet til en fest. En hæmmet og tillidsfuld mand, der på forhånd synes dømt til at ende som offer.
Forestillingens øvrige karakterer virker låst som typer af deres moderne “outfits”. IDIOTEN som tegneserieteater. Værst er det gået ud over den kvindelige hovedkarakter Nastasya som er reduceret til glamourøs overflade, og stakkels Ellaha Lack kan intet stille op, for karakterens litterære facetter folder sig aldrig ud i dramatikeren Tom Silkebergs bearbejdelse.
Bedre går det for Christoffer Hvidberg Rønje, Ida Cæcilie Rasmussen og Tue Skovdahl Lunding i de mindre roller, der dog ligesom Nastasya-karakteren ikke blot er blevet reduceret i omfang, men som snarere fremstår som banaliseringer. Der kæmpes bravt, og momentvis når de tre skuespillere også ned i noget ægte, men så skal vi hastigt videre, og det kan åbenbart ikke gå for hurtigt.
IDIOTEN er tydeligvis en udfordrende tekst, der kræver ro og dybde, og man ville ønske, at flere danske opsætninger af de russiske mesterværker ville stole på historierne, så de for alvor fik lov til at leve – også i teatersammenhænge.
(Michael Søby)
