ICE CREAM MAN

★☆☆☆☆☆

Når filmens danske distributør ikke sender presseinvitationer ud, bliver man altid lidt nervøs for filmens kvalitet. Eli Roths slamgyser ICE CREAM MAN har da også kun opnået karakteren 3.8 ud af 10 på filmdatabasen IMDB, og det er endda mere end rigeligt.

Filmens anslag er faktisk næsten ok, og viser hvordan en række ondskabsfulde amerikanske børn tyranniserer de mest sårbare, og fylder sig med is hver gang den slibrige ICE CREAM MAN kommer forbi med sin isvogn.

Men isen forvandler tilsyneladende børnene til psykopatiske dræbermaskiner, og det går i første omgang ud over forældrene og lærerne, men også dem, der burde være deres skolekammerater.

Det er simpelthen hen usmageligt at se på, at en række skolebørn opfører sig så grusomt, og man spekulerer på, hvem der egentlig er de dårligste forældre?: Dem, der lader deres børn medvirke i en så frastødende og uetisk film. Eller dem, der giver deres børn penge til at få ind og se filmen i biografen.

Film af denne kvalitet og med så frastødende et indhold har intet at gøre i de danske biografer, og bidrager kun til at give de danske distributører Mis.Label et dårligt ry. Heldigvis var der heller ikke andre i biografen, da denne anmelder var der for at skrive om den, så det betaler sig heldigvis ikke altid at give afkald på sin kvalitetssans.

Der bør være en bundgrænse for, hvilke film de danske distributører byder det danske publikum, og at det generelle kvalitetsniveau på amerikanske film er dalet markant i de senere år, bør være et vink med en vognstang til danske distributører om, at andre filmlande fortjener mere plads.

Eli Roth skraber ikke blot bunden som instruktør med dette væmmelige makværk, men han giver også en af filmens værste præstationer som Marty. Derfor: Spring filmen over og brug hellere dine penge på en god film som f.eks. ”Enzo”.