Udfordringen i Anders Abildgaards IBIS på Teatret ved Sorte Hest ligger egentlig ikke i, at teksten kun består af en tilsyneladende endeløs kaskade af forbandelser, men snarere at der ikke som sådan er tale om nogen dramatisk tekst, men snarere en moderne fortolkning af Ovids digt af samme navn.
Som en russisk bjørn, der krænger sin egen pelsdragt af, gør Nicolas Bro sin entre. Ingen kan som Nicolas Bro vise blufærdighed, når han opdager, at han ikke er alene i den store stue, og han bliver på yndig vis næsten forskrækket, da det storblomstrede tapet for alvor går op for ham.
Når Nicolas Bro tilsyneladende leder efter ordene, så er det blot den karakter, han spiller, som afventer, at nye eder og forbandelser når frem til ham. Ordene vælter ud af Bro, som var vi gæster til hans egen eksorcisme, og han får ikke blot brugt stemmens utallige niveauer, men også udnyttet sin raffinerede diktion maksimalt. Gradvist ser vi staklen bag de onde men i glimt også grotest morsomme udladninger (med stadig mere bizarre detaljer), men vi udmattes også, hvilket der bestemt kan være en pointe i.
For instruktøren Maria Vinterberg har en skøn visuel overraskelse til os i slutscenen, hvor den – måske – afgiftede mand atter skifter ham. Pludselig må vi tage vores egen medfødte empati op til overvejelse, og selv se den uforfalskede ondskab i øjnene. For måske var der en grund til, at manden på scenen blev forladt? Måske er der ord og handlinger, der er utilgivelige?
IBIS er ikke et bekendtskab, man ønsker sig, men ikke desto mindre et bekendtskab, man kan have behov for, så man kan blive bevidst om sin egen blødsødenhed.
(Michael Søby)
