Skotten John Davidson er blevet hædret for sit inspirerende arbejde for mennesker, der ligesom ham selv har diagnosen Tourette. En diagnose, det kan medføre tics og højtlyt brug af upassende vendinger. Ved Bafta-uddelingen i London, hvor I SWEAR, filmen om hans liv, blev hædret med tre priser, måtte to prisuddeler også finde sig i et racistisk tilråb, og man må derfor håbe, at de har set filmen, men det så ikke sådan ud.
Det var da heller ikke John Davidson, der blev bebrejdet bagefter, men tv-selskabet, eftersom Bafta-uddelingen blev sendt forskudt, og man kunne faktisk have nået at redigere hans kommentar ud af programmet i lighed med andre upassende indslag.
Men efter at have set Kirk Jones’ hjertegribende I SWEAR er man parat til at tilgive John Davidson alt.
I SWEAR er en dybt bevægende og befriende morsom filmoplevelse. Robert Aramayo vandt da også ganske sensationelt både prisen som årets gennembrud og årets mandlige skuespillerpræstation (i skarp konkurrence med Timothée Chalamet og Leonardo DiCaprio) for sit portræt af den voksne John Davidson.
Set i bagspejlet burde man nok have givet Scott Ellis Watson gennembrudsprisen for sit portræt af den unge John Davidson og så Robert Aramayo prisen for den mandlige hovedrolle for begge bidrager til det positive portræt af den komplekse mand med den svære opvækst.
Men også filmens øvrige medvirkende spiller glimrende. Shirley Henderson, der havde en af hovedrollerne i Lone Scherfigs underkendte sorte komedie ”Wilbur begår selvmord”, giver et skræmmende men ultimativt også rørende portræt af Davidsons mor, og Maxine Peake er herlig som den kræftsyge kvinde, der beslutter sig for at bruge sin sidste tid på jorden med at hjælpe John. Nævnes bør også Ken Loach-stjernen Peter Mullan (”My Name Is Joe”) som Tommy, Johns meget tolerante arbejdsgiver.
Instruktøren Kirk Jones fik sit gennembrud i 1998 med den kulsorte komedie ”Det rige lig” (”Waking Ned”). Men trods flere gode film i mellemtiden, må I SWEAR betegnes som karrierens bedste film.
