Dansekompagniet Myka opnåede en Reumert-nominering for deres forrige forestilling “Mycelium”, der havde småbørn for op til to år som målgruppe. Titlen refererede til den del af svampe, som vi ikke kan se, men som lever og gror under jorden.
I deres seneste forestilling HYPER CORAL, en co-produktion med Bora Bora, Betty Nansen Teatret og Dansehallerne, tager de småbørn med på en rejse under havets overflade, hvor der findes farverige væsner og flotte koralrev. HYPER CORAL forekommer faktisk mere vellykket, fordi Baum & Leahys scenografi og kostumer har udviklet sig, så sanseindtrykkene også bliver forstørret.
Allerede når man træder ind i rummet bliver man budt velkommen af to dansere i glade pangfarver og de ophængte tæpper kommer for alvor til deres ret på jorden, hvor de fremstår som små børnevenlige koralrev. Hele scenegulvet er til at spejle sig i, og det kan også børn godt lide.
De modigste af dem vover sig ind på scenen, hvor to til tider selvlysende dansere (Daniel Jeremiah Persson og Joel Fritzon) bevæger sig omkring i My Grönholdts koreografi med samme nænsomme elegance, som man møder blandt skabninger på havets bund.
Tre kvarter er lang tid for småbørn, men selv med næsten 20 babyer i lokalet oplever man kun i minimal grad klynk eller gråd, hvilket også Erik Christoffersens blide musik har ære af.
HYPER CORAL hører blandt de flottest udsmykkede forestillinger, man har set til denne aldersgruppe, og deres voksne har sikkert også godt af en tur under vandoverfladen. Forestillingen spiller i Siloen på Edison under CPH STAGE, men kommer igen til oktober i Dansehallerne.
(Michael Søby)