Blaagaard Teater fortjener ikke blot ros for at give plads til psykisk sårbarhed blandt publikum, men sandelig også for forestillingen HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE? – et fint eksempel på såkaldt introvert scenekunst efter en ide, et koncept og et manuskript af Lin Melkane. Hun har kunne trække på en lang række erfaringer fra mødet med psykiatrien og i Laura Spottag Fog har hun fundet den helt rigtige formidler.
For der er noget indadvendt og sårbart over Laura Spottag Fog, men i den grad også noget sejt og humoristisk, som gør at denne Daisy på diskret og følsom vis, når helt ned til de bagerste rækker i Blaagaard Teater.
Iscenesætteren Camilla Kold gør fikst brug af Signe Diges uprætentiøse scenografi, der synes at afspejle Daisys sindstilstand. Den manglende evne til virkelig at lytte samt deraf følgende fejldiagnoser rummer en del af forklaringen på, hvor Daisy til tider svære liv blev gjort endnu sværere af dem, der burde vide bedre.
Netop ved at lade forestillingen indgå i en debat, men også i en handlingsplan, hvor man pludselig erkender de særlige behov, der måtte være, hvis også psykisk syge skal have det godt i et teater, mærker man ringene i vandet også efter forestillingen.
Derfor bliver HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE? ikke udelukkende en dramatisk og skuespillermæssig triumf, men også en ledelsesmæssig sejr.
(Michael Søby)
