Animationsfilmen HUNDEMAND (“Dog Man”) bør under ingen omstændigheder forveksles med Matteo Garrones mesterlige italienske film “Dogman” og da slet ikke Luc Bessons brutale engelsksprogede “DogMan”.
HUNDEMAND er derimod en hektisk men hjertevarm film om et væsen, der er halv mand og halv hund efter at være blevet splejset sammen som følge af en ulykke.
Ulykkens årsag er en fæl kat ved navn Pjevs, som HUNDEMAND heldigvis får sat i fængsel, hver gang katten bryder ud af fængsel, og det gør den tit. HUNDMANDS Chef, der sjovt nok hedder Chef, sætter i stedet HUNDEMAND til at bevogte en tilsyneladende død fisk, i håb om selv at få lidt opmærksomhed, ikke mindst fra nyhedsreporteren Tina Grydeske.
Men HUNDEMAND er ensom, så da han finde en lille forladt kattekilling, tager han den til sig. Uden at vide at den lille killing er en klon af katten Pjevs. Det er relationen mellem lille Pjevs og HUNDEMAND, som bliver filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt, så man næsten glemmer det fortravlede tempo, der næsten ikke levner plads til fordybelse.
HUNDEMAND bliver også i den danske version indtalt af filmens instruktør Peter Hastings. hvilket kun kan lade sig gøre, fordi HUNDEMAND ikke har replikker men nøjes med at gø.
Mark le Fevre er tilpas kæk som Pjevs og Carsten Svendsen morer som Chef, mens hans udkårne, Tina Grydeske, forvaltes dynamisk af Amalie Dollerup. Som den lille Pjevs er debutanten Hector Jessen ganske glimrende med sin diskret rørende diktion.
HUNDEMAND fremstår næsten som en god film, der dog sagtens kunne være blevet endnu bedre.
