Simon Lec har gennem fem år fulgt den danske forsker Eske Willerslev i hans bestræbelser på at skabe et DNA-bibliotek i Danmark. Det har udløst dokumentarfilmen HUMAN RACE, en dansk-britisk-norsk-tysk-schweizisk-amerikansk co-produktion, hvilket bekræfter emnets internationale bevågenhed.
Vi følger Eske Willerslevs søgen efter svar på spørgsmål om, hvorvidt psykisk sygdom også eksisterede for flere hundrede år siden, men også de benspænd, der kommer undervejs. Han er bestemt ikke ene om at ville forske indenfor dette område, og ideen om at samle genetisk materiale fra 5000 personer, der har levet for flere tusind år siden eller senere, er vild, men en nødvendighed, hvis vi vil vide mere om den slags.
I Eske ser vi også en mand, der hele livet har higet efter sin fars anerkendelse i konkurrence med sin tvillingebror. En mand, der har brugt så meget tid på sit arbejde, at han må kæmpe mere for at få sine børns opmærksomhed i en verden med mobiltelefoner.
Hans tid til forskningen udfordres også, da det bliver relevant for ham at flytte til Cambridge, og konen så vælger at blive i Danmark, så han er alene om at tage sig af sine to drenge.
Der er næppe nogen tvivl om, at Eske Willerslev ikke kun drømmer om utrolige forskningsresultater, men også om del Nobel-pris, der lige er tilfaldet en kollega.
HUMAN RACE forekommer umiddelbart underholdende, ikke kun på grund af sin hovedkarakter, men også på grund af titlens dobbelthed. Simon Lec har nemlig ikke kun lavet en film om vores menneskerace, men også om det kapløb med tiden – og kolleger – som forskning på højt plan også er. En enkel af konkurrenternes artikler i et anerkendt blad er tilstrækkeligt til, at flere års forskning kan være spildt.
Man behøver faktisk ikke at interessere sig for emnet for at få udbytte af HUMAN RACE, men det skader naturligvis ikke.
