Filmen HOOD er et usædvanligt projekt, fordi det ikke blot udspiller sig i et dansk iværksættermiljø, men også selv er blevet finansieret uden om de sædvanlige filmpuljer.
Manuskriptforfatteren Brian Tange og instruktøren Lina Csillag synes at have skulet til andre film om gruppedynamik på en arbejdsplads med store økonomiske risici som f.eks. Oscar-nominerede J.C. Chandors ”Margin Call” fra 2011, og der er mere end et stænk Alexis fra tv-serien ”Dollars” (”Dynasty”) over filmens fremadstræbende hovedkarakter, Ceo’en Clara.
Lee Levi (fra streamingserien ”Sommerdahl”) yder en dedikeret indsats i hovedrollen, men hendes dramatiske register forekommer endnu ikke fuldt ud udviklet, og enkelte scener halter lidt, fordi hendes udtryk og bevægelser fremstår for overdrevne eller udvendige.
Prisbelønnede danske filmskuespillere som Ali Sivandi og Mark Ilsø undgår at blive typecastet denne gang, hvilket giver dem mulighed for at skrue ned for machocharmen, og viser mere følsomme sider af deres talenter.
En række kendte navne dukker op i birollerne f.eks. Rasmus Bjerg, Merete Mærkedahl, Andreas Jessen, Lotte Andersen og reality-fænomenet Gustav.
Der er tydeligvis gået en del research forud for manuskriptskrivningen, og det mærker man heldigvis. Et langt stykke af vejen er det faktisk lykkedes for manuskriptforfatteren og instruktøren at skabe et troværdigt miljø, men jo længere tid, der går, jo mere amerikaniseret synes filmen at blive.
Tager man filmens tilblivelse og dens budget i betragtning har hele holdet bag filmen dog en vis ære af resultatet.

