Mette Søndergaard Nielsen har skrevet et bemærkelsesværdigt komedie-drama med den velvalgte titel HOLD SÅ KÆFT LARS!, der p.t. kan opleves på Aveny-T. Forestillingens Lars er fra Herlev, og fremstår som et engangsknald, der bare bliver hængende. For Lars forelsker sig i Liv, og Liv værdsætter også Lars, især når han boller hende, lave pasta til hende og så i øvrigt holder kæft. Men Lars holder af at snakke og tror ligefrem, at det har en værdi, og har også fra tid til anden en vis charme samt en særegen humor.
Men Lars er også psykologistuderende og har svært ved ikke at bruge den deprimerede Liv som et projekt, der skal løses. Det bliver stadig sværere for Liv at håndtere hans optimisme og hans forsøg på ændre hendes adfærd, når hun i stigende grad længes efter at dø.
Mette Søndergaard Nielsen finder en fin balance mellem lys og mørke i teksten, og kun de mørke skikkelser, der fra tid til anden dukker op i Livs univers, fungerer ikke i Heinrich Christensen intime iscenesættelse, som viser en vilje til dybde, som klæder hans talent.
For Mette Søndergaard Nielsen bliver HOLD SÅ KÆFT LARS! snarere en sejr for hende som dramatiker end som skuespiller. Vi har svært ved at finde en sympati for en så egoistisk kvinde, der behandler den kærlige Lars fra Herlev så nedladende. Man forstår godt, at det er sygdommen og ikke Liv, der får hende til at fremstå så selvoptaget, men det retfærdiggør heldigvis ikke hendes handlinger.
Som Lars yder Anders Budde Christensen en virkelig hjertegribende indsats. Til at begynde med ser vi blot Lars som en kejtet og lettere idiotisk nørd, der gradvist erkender, at han har scoret over evne. Men ganske langsomt aner vi et omsorgsfuldt og empatisk menneske vokse frem. Et menneske, der handler, som han gør, fordi han tror på livet frem for døden, og fordi han elsker sin Liv. Hans stadig mere desperate forsøg på at tilpasse sig den dominerende Livs luner og generelle sindstilstand er rørende. Hans ultimative afmagt forekommer derfor hjerteknusende og efterlader publikum med våde øjne.
Anders Budde Christensen formår således at give stemme til en sindslidendes pårørende uden på noget tidspunkt at forfalde til sentimentalitet. Fra den vittige kropslighed i starten til den indre glød i forestillingens sidste scene bliver Lars fra Herlev et af teaterårets mest nærværende sceneportrætter. For selvom Lars taler for meget og nok burde have holdt kæft nogle gange, så gav han Liv uforbeholden kærlighed, og havde også ret til selv at blive hørt.
(Michael Søby)
