Kirsten Olesen er ikke bare i Aalborg for at bidrage til ORLANDO i enkelt filmsekvens (forestillingens højdepunkt, naturligvis!). Hun får også mulighed for at folde talentets omfang ud i en af Ingmar Bergmans prægtigste kvinderoller som den lidet moderlige pianistinde Charlotte. Mange husker sikkert filmen, hvor Ingrid Bergman leverede karrierens kunstneriske højdepunkt som den forfløjne mama, der ikke har besøgt sine døtre i syv år.
Der er internationalt format over Kirsten Olesens primadonna – en feteret selvcentreret og forfængelig kvinde, der aldrig for alvor interesserede sig for sine børn, men også et moderne og meget tidstypisk menneske, der prioriterer egne behov forud for alt andet.
Det kommer som et chok for Charlotte, at hendes ældste datter har ladet sin syge søster flytte ind i præsteboligen, hvor sorgen over præsteparrets lille døde søn, Charlottes barnebarn, stadig hænger i væggene.
Iscenesætteren Camille Sieling Langdal interesserer sig primært for de kvindelige karakterer – i lighed med Ingmar Bergman. Patrick A. Hansen, der netop er blevet Reumert-nomineret for sin hovedrolle i “Den mystiske sag om hunden i natten”, forekommer helt forkert placeret som den meget unge præst og ligner snarere præstekonens søn.
Kathrine Høj Andersen finder rørende udtryk for den syge datters afsavn og smerte, men det er forholdet mellem hendes søster, præstekonen, der har stået med hele ansvaret og lidelserne, og den privilegerede mor, som havde for travlt til at yde omsorg for sine børn.
Marie Knudsen Fogh formår at give Kirsten Olesen et frådende modspil, og verdendamens charme preller helt af på denne datter. Hvor den syge datters længsel tydeligvis har forværret dennes tilstand – måske er den ligefrem årsagen til sygdommen? – går præstekonen rundt med en ulmende vrede, som hun under moderens besøg får stadig sværere ved at styre.
Den blodrøde farve i Peter Schulz’ scenografi, der også leder tankerne hen på scenografien i Ingmar Bergmans “Hvisken og råb”, forekommer i al fald ikke tilfældigt valgt.
Men hvad med søstrenes fader, Charlottes mand? Skal han slet ikke på anklagebænken? Er det mon fordi, at han i for høj grad ligner Ingmar Bergman?
(Michael Søby)
