Ryûsuke Hamaguchis billedskønne spillefilm HJORTESTIEN (“Aku wa sonzai shinai”) vandt både den store jurypris og den internationale kritikerpris på Venedig filmfestivalen. Helt på højde med hans Oscar-vinder “Drive My Car” er den nu ikke, og især filmens slutning vil blive diskuteret gevaldigt – ikke nødvendigvis med forløsende resultat.
Skuespillerpræstationerne fænger heller ikke helt i samme grad, men flere elementer i historien rummer en vis aktualitet i forhold til vor tids klimadebat. Handlingen udspiller sig i naturskønne omgivelse omkring landsbyen Mizubiki, hvor den lokale handyman Takumi lever en fredsommelig tilværelse med datteren Hana.
Lige indtil en dag, hvor to repræsentanter for et såkaldt Glamping-projekt holder et informationsmøde for byens beboere. Projektet skal realiseres midt i den skønne natur, og det bliver hurtigt klart for alle, at projektets bagmænd slet ikke respekterer den natur, som de har planer om at invadere. Dels vil projektet forurene drikkevandet for beboerne i dalen, og samtidig betyder placeringen af deres Glamping-projekt, at man penetrerer HJORTESTIEN, hvilket kan resultere i tre meter høje hegn omkring den glamourøse form for camping, hvis man vil holde de springlyste hjorte væk fra turisterne.
Ryûsuke Hamaguchi udstiller erhvervslivets arrogance i forhold til naturen, og ikke mindst skildringen af det pinagtige møde er sammen med de betagende location-optagelser blandt filmens højdepunkter. Men også filmens sanselige underlægningsmusik har kvaliteter.
Alligevel undgår HJORTESTIEN ikke at kede i passager – og det virker næsten lidt for oplagt, hvem der er skurke og hvem der er helte i denne sammenhæng.
Men modsat så mange andre film i danske biografer, så har HJORTESTIEN et relevant budskab, og det gør, at man tilgiver dens svagheder.
